TRINE: ”Ja, for det handler om, at du skal se på din hund, du skal lade den hjælpe dig. Nogle er selvfølgelig bedre til det, end andre, men alle kan bruges. Vi ser at i løbet af træningen, bliver samarbejdet bedre mellem hund og ejer, og det giver helt automatisk en bedre forståelse for hinanden. Vi har ikke oplevet nogen, som har hund i forvejen, som vi ikke har kunnet arbejde videre med, fordi de allerede har det der bånd, der skal til.”

TRINE: ”Ja, selvfølgelig. Vi hjælper jo også dem, som ikke har hund i forvejen, og tager med dem ud at matche dem med den rette hund, og der er det helt vildt vigtigt at kemien er der. Vi kan jo godt finde en rigtig god hund og have en rigtig god ejer, men hvis de ikke har noget sammen, så kan vi jo ikke få en ekvipage, der kan fungere. Så det er lige så vigtigt som med mennesker, helt sikkert.”

TRINE: ”Nej, egentlig ikke. For det kommer helt an på hvad det er, man har behov for, som menneske og ift. sin sygdom generelt. Vi har en ret stor veteran, som har en lille Chihuahua, og når det er, at han har brug for hjælp, så sidder hunden her ved hjertet. Så putter han ham lige ind under jakken, og så er det ligesom at se en ballon, der mister luften—så slapper han fuldstændig af. Hunden gør også, at han ikke kommer tilbage til der, hvor han har været udstationeret. Så han har ikke de der flashbacks, så længe han har ham hos sig. Det kan medicinen ikke tage, men det kan hunden. Så har vi en anden stor fyr, som har brug for, at hans hund kan skabe afstand bagtil, når han er ude og handle. Han kan jo godt holde afstand foran sig, men så har han en Broholmer, der så sætter sig bagved ham, som automatisk giver den afstand han har brug for. Så det kommer det jo helt an på, hvad det er, man har brug for ift. sin sygdom. Så har vi alt derimellem [Chihuahua og Broholmer].”

TANJA: ”Vi har igennem Trinitas haft en personlig træner, som er kommet hjem til os og lavet nogle øvelser med os, og så fra gang til gang, har vi trænet forskellige ting.”

TRINE: ”Har man allerede hund eller har fået anskaffet sig én, bliver man tilknyttet en træner, som træner henimod offentlighedstesten.” (Læs mere om træningen gennem Trinitas).

TANJA: ”Det gør man. Jeg har ikke oplevet noget negativt. Jeg har hørt andre, der har oplevet noget negativt, men tværtimod har jeg oplevet noget positivt – at det her skilt ligesom giver anledning til, at folk spørger, og det gør det nemmere for mig, at fortælle åbent om min autisme og mine udfordringer. Jeg synes faktisk, tværtimod, at det er en indledning til at få nogle gode samtaler med folk og være åben omkring det.”

TRINE: ”Man kan også bruge det som et skridt imod det, man gerne vil. For selvfølgelig kan det være en udfordring, at man skal ’skilte’ med det, men det gør også, at du får noget positivt ud af det. Så det er lidt, om man vil tage det skridt, så man kan komme ud og gøre nogle ting – om det er vigtigere, end at man egentlig har et skilt på sig. Vesten skal jo kun bruges i de situationer, hvor man ikke må have hund med, dvs. det stort set kun er når du er ude og handle, når du er i offentlig transport, når du er sådan nogle steder her. Så det er jo ikke noget, du går og skilter med alle steder, det er kun i de der helt specifikke situationer, hvor du er nødsaget til at have hund med.”

TANJA: ”Det synes jeg også er meget vigtigt – han skal have lov til at have fri en gang imellem og bare være hund. Så han har den aldrig på, når han er på en almindelig gåtur, for eksempel. Medmindre vi skal et eller andet, hvor jeg har brug for ham.”

VICKI: ”Jeg tror måske mere, jeg har brugt det til at skabe en afstand til andre mennesker. Jeg har brugt det til at signalere, at jeg ikke har lyst til [at kontaktes]. Jo, selvfølgelig—når man kommer [med en hund], så indbyder [hunden] til at man kan starte en samtale. Den har jeg måske så bare tit fravalgt, fordi jeg bliver lidt i mit eget hoved. Wilma var virkelig god til, at hvis vi f.eks. sad på en bænk og der kom nogen hen for at ville snakke til os, så gik hun imellem. Hun gik fysisk imellem, fordi hun godt vidste, at jeg ikke bryder mig om det, når folk kommer tæt på.”

TRINE: ”Nej. Det skal man primært også gøre, men vores hunde er trænet til, at man godt kan tage kontakt til dem, når ejer siger god for det, også selvom de er på arbejde, fordi hunden bliver trænet til at kunne være i det. Vi mennesker er ikke særligt gode til at respektere begrænsninger, så derfor er vi også nødt til at være sikre på, at vores hunde også kan magte at være i situationer, hvor nogen kommer og griber ind. Nogle gange kan man [som ejer] ikke nå at reagere, inden folk har taget kontakten, så det bliver hundene trænet til—og så kan man som ejer sige, ”Hunden er på arbejde, vi går lige videre”, og det bliver de jo egentlig også ’trænet’ eller hjulpet til.”

TRINE: ”Man skal altid spørge ejeren om lov. Man skal altid have en respekt for, at det er en hund med noget andet end det, man kender til. Man kan altid spørge, om det er okay eller spørge ind til vesten. Nogle vil rigtig gerne fortælle, mens nogle har ikke overskud til det og deler små sedler ud, hvor der lige står en lille forklaring på.”

VICKI: ”Men jeg vil nu generelt sige, at hvis jeg kommer gående med min hund, uanset om han har sin vest på eller ej, så vil jeg gerne, at folk spørger.”

TANJA: ”Ja. Han ved helt klar godt, at han er på arbejde, når han har skilt på, helt klart! Så er han meget tættere på mig, end ellers, og opfører sig lidt pænere, end han ellers gør.”

TANJA: ”Nej, det har han ikke. Jeg har et arbejde, hvor jeg faktisk godt kunne tænke mig at have min hund med, men fordi han har den alder, han har, så synes jeg, det ville være mange timer for ham. Men Trine og mig er ude i nogle overvejelser omkring min kommende hund, som også skal være [psykiatrisk] servicehund, og som jeg håber meget, jeg kan tage med på arbejde til den tid.”

Note: Trinitas har flere brugere, som har eller har haft deres psykiatriske servicehund med sig under uddannelse, så dette er en mulighed. Alle foreningens psykiatriske servicehunde bliver uddannet til at begå sig (dvs. ignorere forstyrrelser) og hjælpe i det offentlige rum, hvorfor certificering og re-certificering baseres på en endelig offentlighedstest.

VICKI: ”Han er en Sheltie, han har altid meget lyd. Han plejer ikke at være påvirket af, at jeg er nervøs. Jeg tror lige så meget, at det er spørgsmål om, at han ikke er så gammel, så han har ikke været i de her situationer ret meget, så han synes, at der skal ske noget. Han kunne godt tænke sig, at vi gjorde noget. At jeg trænede med ham. Og det er nok det, vi træner allermest, det er ro. Det er han ikke verdensmester til, men det kommer nok.”

TRINE: ”Men du har fuldstændig ret, for det er noget som Vicki ikke helt er kommet til endnu, men som vi kommer til på et tidspunkt. Jeg accepterer, at det faktisk ikke kun er fordi, han er en Sheltie, men fordi han faktisk også prøver at hjælpe hende. At han faktisk forsøger at sige: ”Hallo, vi skal ud herfra, for du synes faktisk ikke, at det er særligt fedt at være her.” Så jo, han giver hende en masse signaler, og jeg er også sikker på, at når Vicki kommer til at kigge rigtig godt efter og mærke rigtig godt efter, så vil Wupti også kunne give hende en identifikation om, at der er et angstanfald på vej. For det handler om, at det er Vicki, der skal se de små signaler, som Wupti ville komme med.”

VICKI: ”Ja, der kender jeg ham bare ikke godt nok endnu.”

TRINE: ”Og det er de ting, der tager tid at lære. Det er ikke bare noget, man gør. Det er noget, der tager rigtig lang tid, fordi det kan være små, bitte ting, at hunden gør.”

VICKI: ”Året før jeg fik Wupti, der var jeg indlagt hele tiden. Jeg var på rigtig meget medicin, og nu har jeg ikke været indlagt i halvandet år og jeg er helt ude af min medicin. Og det er det, han giver mig.”

TRINE: ”Vi er også nødt til at sige, at det ikke er et quick fix. [Hunden] er ikke en helbredende effekt. Men hvis man lærer sin hund at kende, så kan man undgå flere angstanfald, og når man får et anfald, så bliver det måske ikke så dybt, fordi man har fundet ud af at komme ud af det igen ved hjælp af hunden. På den måde har vi stadig nogle, der bliver indlagt, selvom de har servicehunden, for den kan ikke tage alt, men den kan gøre rigtig meget, og indlæggelserne bliver jo færre, fordi man har hund.”

TRINE: ”Hvis hunden er certificeret, så er der faktisk åbning for, at du kan have den med. De må selvfølgelig ikke være med i fællesrum, men de må gerne være med på stuen.”

TRINE: ”Ja. Det er altid lige en god idé at høre sit behandlingssted ad, om det er okay, men ja, der er åbnet mere og mere rundt omkring, hvor de godt kan se idéen i, at man har et behandlingsforløb og at det bliver til noget, end at man bliver nødt til at aflyse fordi vedkommende ikke kan komme der.”

TRINE: ”Det er fordi der sker en masse ting med kemi ift. angst inde i din krop, og det er det, som hunde reagerer på. Vi kan også bruge hunde til epilepsi, og det kommer jo også mange gange ud af den blå luft, men det er også noget, hunden kan mærke er på vej. Det er det samme med mareridt om natten.”

VICKI: ”Det er selvfølgelig ikke alle angstanfald, de kan forudse 45 minutter før, for hvis det er i en social situation, så ved den det jo ikke, før du kommer i situationen, men de ved det før, vi ved det, det gør de helt sikkert.”