MIG OG MIN PSYKIATRISKE SERVICEHUND
EXI OG BETINA TRÆNER SAMMEN MOD NYE MULIGHEDER
“Og her var det så VIGTIGT at jeg havde min helt egen fantastiske træner fra Trinitas i Lise til at lærer mig det hele, både at forstå mig selv og min hund på en hel ny måde. Som Lise altid sagde det så godt, at selv min stressede hjerne kunne forstå det, det er et samarbejde mellem dig og din hund, det er ikke lydighedstræning som du kender det. Og gud hvor var det svært for mig at lærer og hvor var jeg bare helt færdig hver gang vi havde været på træning. Og så var der jo lektierne vi skulle lave til næste gang jeg skulle mødes med Lise. Og det var virkelig også hårdt at skulle til at stole på, at jeg kunne regne med min hund og mig selv. Men vi fik den ene lille succes efter den anden, takket være Lises hjælp og anvisninger.
Vi trænede og trænede på den nye virkelighed i lang tid både sammen med Lise og selv med vores lektier. Jeg lærte mig selv at kende på en ny måde, jeg havde nu også fået en makker i Exi der bare læser mig uden ord, og jeg har lært hendes signaler at kende, når det er ved at gå galt.
Mit liv har ændret sig så meget på rigtig mange punkter siden Exi er blevet min servicehund, jeg har fået meget af min frihed tilbage, jeg kan selv handle ind, jeg skal ikke spørge andre om hjælp mere i den samme udstrækning, jeg kan vågne en morgen og tænke jeg vil på biblioteket i dag, og det fede er Exi siger aldrig nej eller er træt af at skulle hjælpe mig. Hun irritere mig heller ikke med alle mulig spørgsmål om hvordan jeg har det, hvad jeg vil og hvad jeg kan holde til, hun ved det bare.
Jeg er lykkelig og taknemlig for at jeg fik lov at træne min hund op selv, sammen med Lise, da det jeg har lært om mig selv og min hund ikke var kommet på samme måde med en færdig trænet hund. Fremtiden ligger for mine fødder sammen med Exi, og vi har så mange oplevelser tilgode sammen, vi er jo næsten lige begyndt. Og jeg glæder mig hver dag til en ny dag sammen med hende.”
WILMA GIVER ROSA OG FAMILIEN HÅB FOR FREMTIDEN
“For 3 1/2 år siden købte vi en lille hvalp til vores datter,” fortæller Hoang og Ulla, pårørende til Rosa og Wilma. “På det tidspunkt opholdt hun sig mest i sengen for livet gjorde ondt og der var ikke rigtig nogen grund til leve. Som forældre var vi magtesløse, for vi formåede ikke at motivere Rosa til at stå op, ej heller bidrage til livsmod og livsglæde.
Det kunne den lille 8 ugers Wilma til gengæld. Wilma fik Rosa med i haven, ud på små udflugter som med tiden er blevet længere og længere.
Det har været en vild, spændende og til tider mega hård rejse for Rosa og Wilma. Og der har været perioder hvor vi var i tvivl om hvorvidt opgaven var for stor…
Fra at være fuldstændig afhængig af ledsagere til ethvert event udenfor hjemmet, mestre Rosa i dag med Wilmas hjælp at tage på udflugter til byer og skove. Hun kan sætte sig op til et besøg i valgte butikker og nyde en kop kakao på café – med Wilma ved sin side.
Fra at have et koncentreret fokus på træningen og det Wilma skulle lære, har det for Rosa været en proces helt at forstå det Wilma fortalte hende gennem de signaler og reaktioner hun udviste og at Wilma på en måde bad Rosa om at bruge hende.
Den proces har vi kunnet følge med i når vi har været med på ture og også vi har lært at lodde Rosa via Wilma
Rosa er mester i at maskere hvordan hun i virkeligheden har det. Men Wilma gennemskuer hende og er blevet det termometer hvor igennem Rosa har lært og stadig lære noget om sig selv og det overskud hun har. Særligt i dette år har Rosa og Wilma været i en fantastisk udvikling i forhold til at aflæse og kommunikere med hinanden – både verbalt og nonverbalt. Sammen har de fundet og finder stadig handlemuligheder der leder dem igennem de hindringer de støder på.
Det er en stor glæde at se hvordan Wilma til stadighed bidrager til at et nyt livssyn og positive tanker om en tilværelse hos Rosa. Vi er på ingen måde i tvivl om at hvis ikke Wilma var kommet ind i Rosas liv, så ville vi ikke have Rosa hos os i dag.
Rosa står – takket være Wilma – stærkere i dag.
Der hvor hun er nu, var hun på ingen måde da hun for halvandet – to år siden blev godkendt til at træne Wilma til servicehund. Hvor skrøbelig Rosa i virkeligheden var, var vi mange der ikke havde et reelt billede af. Derfor er fremtidsplanerne også ændret fra at sigte mod job og uddannelse til opbygning af livsmod og livsglæde og modet til at flytte hjemmefra og få sit eget. Vi ved ikke hvad fremtiden bringer. Men vi er fulde at håb.
Da Rosa i onsdags kørte afsted for at gennemføre testen ved vi, at hun var meget nervøs.
Så det var med en anelse bekymring i sindet vi køre på arbejde og efterlod Rosa alene – ville nerverne vokse sig så store at de ville forstyrre koncentrationen og overskuddet til at samarbejde? Men samtidig var vi ikke i tvivl om at de nok skulle gennemføre det, for vi har set hvordan de samarbejder når de rigtig ruller sig ud.
Nu er presset væk og træningsturene bliver fremadrettet til udflugtsture.
Det er et fantastisk arbejde I udfører i Trinitas – det redder liv. Vi har fået vores datter tilbage.
Vi gør alt for at fortælle om jeres arbejde og håber på at bidrage til forståelse og øget hensyntagen til sårbare borgere i vores samfund.”
KIKO OPLEVER USA MED FLEMMING OG RESTEN AF FAMILIEN
“Lad mig starte med at beskrive vores familie,” fortæller Flemming.
“Flemming, mig der har brug for servicehunden, hustru Rosa, datter Amanda og servicehunden Kiko en glad hanhund. Han er sammenkogt ret af Islandsk Hyrdehund, Australsk Hyrdehund, Border Collie og Labrador. Som vores special træner fra Trinitas, Anita sagde til mig da hun mødte Kiko som 4 mdr. gammel hvalp, hvis han bliver for meget Islandsk Hyrdehund, ville han ikke kunne komme til af være servicehund men ville blive en fornuftig familiehund.
Vi skulle til Colorado for at Amanda kunne få en god start på sin nye tilværelse som College studerende. Amanda er elitesvømmer og har lige gjort sit Team Danmark gymnasie færdig og har via sine præstationer i vandet fået tilbudt et fuldt stipendium de næste 4 år.
Vores rejse starter dog en rum tid inden. Jeg har brug for at vide hvad jeg skal og ikke mindst hvornår for at kunne planlægge mit energiforbrug bedst muligt.
Så jeg kontaktede vores dyrelæge, som hjalp med at gennemskue hvilke vacciner Kiko havde brug for, da vi skulle flyve over Island, derom mere senere, og hvilke lufthavne vi kunne lande i når vi nåede til USA.
Udstyret med denne viden kontaktede jeg en del rejsebureauer der alle ikke kunne/ville hjælpe når der skulle en servicehund med. Da det nærmest er op til det enkelte flyselskab at fortolke hvilke regler der er gældende og hvilke certificeringer som der kræves.
Vælge man at flyve over Island som var den tur med mindst flyvetid, er det et sandt papir og dokumentations Kafkask system. Jeg vil på ingen måde kede læseren af dette, med hvor mange instanser og uendelige samtaler med div ikke så vandt til forespørgsler angående servicehunde og forskellige fortolkninger af de regler som Islandicair har.
Mit klare råd er at have mest muligt kontakt på mail, det tager noget længere tid men ofte er der nødvendigt at dokumenter tidligere oplysninger.
Vi fik styr på rejsetilladelser og certifikater efter ca. 1.5 mdr. forberedelse og med 7 certifikater og erklæringer i orden afsted det gik mod Keflavik.
Da vi ankom til Island, blev vi hentet i flyet af en special transport ved flyet som kørte os direkte til indrejse centeret, de øvrige passagerer blev kørt i busser inkl. hustru og datter.
Kiko og jeg blev person opdækket igennem alle de 8 timer vi var i Keflavik, for at sikre at vi ikke forlod området, da det ville være en alvorlig overtrædelse af karantænereglerne på Island.
De vagter vi havde igennem de mange timer var supersøde og ville gerne sørge så godt for os som muligt, jeg vil anbefale kortere tid imellem flyene.
Her er en vigtig oplysning, der er ikke mulighed for at servicehunden, at komme udenfor for at gøre det man skal som hund indimellem. De eneste muligheder som der var til rådighed var, enten et lukket karantænerum i en kælder som Kiko absolut ikke ville bruge, til et rygeområde som var en slags udenfor men total indhegnet. Der var naturligvis mange der røg der. De var ikke helt indstillet på at “deres område” skulle bruges som aftrædelses område, men det gik. Jeg undrede mig over at der ikke var et lille område hvor service hunde kunne få lov til at besørge.
Der var ingen problemer med at få Kiko ind i USA og igennem tolden, vi måtte dog ikke tage noget tørfoder med fra Danmark, på trods af at ambassaden i København havde oplyst at det var ok.
Vi havde 3 forrygende uger i Colorado, med det lille tvist at Kiko fik så dårlig mave at vi måtte opsøge et dyrehospital. Det var fascinerede at opleve at der aldrig var alm tider, men hvis det var en akut tid vi ville have (mod et gebyr på 50 dollars ekstra) var der masser af tider.
Kiko blev udredt og havde en Hook Worm, som med det stress rejsen, tidsforskellen og den nye kost havde udløst. Den er helt sikkert kommet med fra Danmark hvor mange hunde har den i systemet uden gener, i følge Kiko´s danske dyrelæge. Man behandler ikke profylaktisk. Efter div undersøgelser, her er det vigtigt at understrege at de var meget fair i hvilke undersøgelser og behandlinger de forsøgt sig med inden, vi fandt frem til årsagen til Kiko´s sygdom.
Hele regningen løb op i 9500 kr, så her er det vigtigt at understrege at hvis du ikke har råd til forsikring har du ikke råd til at rejse.
I USA og i forhold til div flyselskaber er der meget stor forskel på emotionel servicehund og fysisk servicehund. Her hjalp Tines brev / certifikat på at Kiko var begge dele, til at overkomme den hindring.
Jeg har efterfølgende undersøgt hvorfor det er sådan og en af de forklaringer jeg bedst kunne forstå/lide. Er en historie om en passager havde forsøgt at få en emotionel støtte pony med i kabinerne på et fly, da servicedyr rejser gratis.
Mit råd skal være undersøg, få styr på dokumentation vær i god tid og at et nej ikke altid er slået i sten.
USA er et land der er har no problem med service hunde, vi havde kun en episode hvor Kiko og jeg blev afvist, alle andre steder var vi meget velkommen. Der er en langt bedre forståelse for det vores servicehunde betyder for os end her i Danmark.
Hjemturen var super easy, da vi blev hentet alle 4 og kørt direkte, til flyet mod Danmark. Med et pit stop i rygerummet for Kikos skyld, og det var der brug for.
By the way hunde kan forstå hinanden, et vov er et vov uanset hvor man er!
BAILEY GIVER CAMILLA HÅB OM EN MERE SELVSTÆNDIG FREMTID
“Mød Bailey, Bailey er af racen Bichon Haveneser og knap 1,5 år gammel, ” fortæller Camilla.
“Bailey blev købt som familiehund, vi skulle ikke have flere børn og vores dejlige datter skulle have en legekammerat i huset, så hun også engang imellem kunne se at man var nød til at vente en smule på tur.
En indlæggelse i psykiatrien og et Facebook opslag i efteråret 22, gjorde imidlertid at tankerne om en servicehund blev vagt, og vi måtte igang med at undersøge om Bailey ville egne sig til jobbet som servicehund.
Hvorfor en servicehund?
Jeg er 36 år gammel, jeg lever ud ad til livet som alle snakker om, villa, volvo og vovhund (eller i hvertfald rækkehus og Citroen), men under overfladen er det hele ikke så rosen rødt. På trods af familien med mand og barn og et godt job, så bevidner medicinen hver morgen og aften om, at der også er andet i livet end glæde.
Jeg er diagnosticeret med Aspergers Syndrom, Angst og Depression. Alle diagnoser som jeg ud af til for det meste kan skjule, men som ind ad til sætter store murer og forhindringer op for mig i hverdagen.
Jeg har siden 07 haft mellem 1 og 8 bostøtte timer om ugen alt efter funktionsniveau. Bostøtte timer jeg ikke kan undvære, men som jeg håber at Bailey kan komme til at hjælpe med at holde på et minimum.
Hvad skal han så hjælpe med?
Selv om Bailey først kan blive certificeret når han er 2 til april, så er han allerede en KÆMPE hjælpe i hverdagen her et halvt år efter vi begyndt træningen. Nu jeg satte mig for at skrive hoppede han direkte op til mig og lagde sig, det samme gjorde han da jeg kom hjem i dag. Han kunne mærke jeg var stresset, og ganske rigtigt, en ulykke på motorvejen, en uventet forsinkelse hjem, sendte mig stresset hjem til weekend.
Bailey kommer altid op når jeg sætter mig lige meget hvor vi er i verden, hvis han kan mærke stressen eller angsten trække sig på, kan han mærke at alting er som det skal være mens han er på arbejde og jeg sætter mig ned, så ligger han sig fint ved mine fødder og venter til vi er klar til at gå videre.
Drømmen er at Bailey når han bliver certificeret en dag gør mig mere selvstændig, nedbryder nogen af de murer jeg har, og kommer til at agere skjold ud af til når vi er nogen steder. Jeg håber at han kan gøre at jeg kan deltage i arrangementer med alle forældrene i tætte lokaler på min datters skole, fordi jeg kan fokusere på ham, og han kan fortælle mig når det er tid til at jeg trækker mig, længe før jeg selv mærker at jeg skal trække mig.
Er vi i Brugsen følger han pænt med rundt, han kan mærke hvis ikke jeg er klar til at handle, og så skal han lige kæles en smule med før han giver mig lov til at handle videre han ligger sig pænt og venter mens jeg er i køledisken og mens vi står i kø.
Er livet med en Servicehund kun glæde?
NEJ! Der er også udfordringer der følger med. De mange blikke fra folk der ikke ved hvad en psykiatrisk servicehund er. De mange børn og voksne der ‘bare’ ser en sød hund de kan snakke med i butikken, og ikke har forståelse for at vi er på arbejde. Ekspedienterne der ikke ved hvad en servicehund er, og beder os forlade butikken.
Træningen er hård, og vedholdenhed er nødvendigt. Men drømmen om at kunne gå alene til lægen, i psykiatrien eller tage bussen alene ind til Aarhus gør at det er alt arbejdet værd. Selvstændighed jeg ikke har oplevet i mit voksne liv. Selvstændighed der ville betyde at jeg kunne gøre som jeg ville når jeg vil.
Jeg fortæller alle der vil hører om denne skønne ordning, denne skønne mulighed for selvstændighed og selvskab i en verden hvor alting går alt for hurtigt kan servicehunden sætte farten ned og sikre at vi kommer igennem hverdagen uden at blive så stressede at vi ikke kan komme op igen i morgen!
Der er ingen tvivl om at det bånd som servicehunde arbejdet har givet Bailey og jeg er helt fantastisk unikt, og både manden og datteren kan til tider være misundelige over at mor altid er førstevalg når der skal hygges i sofaen.”
ALBA STØTTER EMIL PÅ EVENTYR I UDLANDET
“Flyveturen derover gik utrolig fint. Det var Albas første flyvetur. Tror hun troede vi var i et tog, hvilket hun har det rigtig fint med. Efter at have charmeret sig ind på personen i sædet ved siden af os, lagde hun sig til at sove, og sov det meste af turen.
Eneste udfordring var toilettet. Det kunne akkurat godt lade sig gøre at få mast os begge derind.
Vi fløj direkte til Washington D.C. med SAS, og det var en positiv oplevelse. Jeg havde på forhånd ringet til dem for at dobbelttjekke at de havde registreret at jeg havde en servicehund med. Det havde de. De reserverede gratis et ekstra sæde ved siden af mig, så der var god plads til Alba på gulvet.
I lufthavnen ved tjek ind skranten skulle jeg vise Albas EU pas, hendes servicehunde ID (fra Trinitas) og en lægeerklæring. Min læge havde skrevet et dok. hvor der stod følgende: “Emil has a disability. Due to this disability Emil needs a trained servicedog to assist him“.
I lufthavnen i USA skulle vi vise hendes passport igen. Efter det kunne vi frit starte vores eventyr.
USA er et enormt hundevenligt land. Vi fik så ekstremt meget positiv opmærksomhed over alt. Nogen gange var det lidt overvældende. Men for det meste var det hyggeligt. Alba fik kælenavet Rockstar. Både på grund af al den opmærksomhed hun fik og fordi hun elskede at klatre på klipperne.
At rejse med en servicehund i USA er meget nemt. I følge amerikansk lov, så må servicehunde følge dig OVER ALT.
Ingen må tage ekstra penge for en servicehund, f.eks. taxi, hoteller m.m. Og ingen kan nægte ens servicehund adgang. Dvs. at hun kan bo på hoteller, hostel og køre med taxa, bus og tog m.m. som ellers ikke tillader hunde.
Det er ikke er krav at de skal bære vest eller anden tydelig id, og medmindre man skal flyve indlands, så er man aldrig forpligtet til at vise ID. De må ikke en gang spørge efter id.
Det eneste det er tilladt at spørge om er “Is it a service dog?” og “What task is the dog trained to do?“
I USA skelner man mellem en service dog og en emotional support animal.
Emotional support animals har ikke samme rettigheder. Så det er vigtigt at man kan definere hvilke arbejdsopgaver hunden er trænet til.
Der er ingen regler om at det skal være en bestemt organisation, ej heller er det et krav at hunden er certificeret. Alle kan i princippet træne sin egen hund til at blive en servicehund. Jeg plejer at svare at Alba gør “deep pressure therapy and body blocking“.
Deep pressure therapy, har jeg lært hende at gøre når jeg har angst. Og body blocking bruger jeg ofte i supermarkedet, lufthavnen m.m. når jeg står i kø og ikke vil at nogen skal stå lige bag ved mig.
“Emotional support” er ikke nok her. Men ‘trained to dectect anxiety (or and episode of X… hvis man ikke ønsker at fortælle om sin disability) and help to assist through an episode‘ er mere type ordvalg man skal bruge. Andre må aldrig spørge hvilken disability man har, og må heller aldrig bede om at få hunden til at vise specifikke tasks/arbejdsopgaver.
Det virker som om at man er meget mere vant til forskellige typer af servicehunde herovre. Jeg møder i hvert fald ikke samme undren som i Danmark, og har set flere forskellige typer servicehunde i supermarkedet.
På flyveturen hjem skal man huske at udfylde et online skema om at rejse med dyr. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvad det var for et skema, og vi var ekstremt tæt på at blive nægtet at komme med på flyet hjem. Så det vil jeg opfordre andre til at sætte sig lidt bedre ind i.
Vi nød begge turen rigtig meget. Men det var samtidig ret overvældende og vi endte med at forkorte turen. Nu nyder vi at være tilbage i Danmark.”
YATZY GIVER SOFIE STRUKTUR PÅ HVERDAGEN
“Når man bor alene og er førtidspensionist, så skal man ikke noget,” udtaler Sofie, mens hun sidder og klør den lille, hvide uldtot Yatzy på maven.
Sofie har en diagnose indenfor autismeområdet, som især giver hende nogle sociale udfordringer. Heriblandt, er det svært for Sofie at færdes steder, hvor der er mange mennesker.
Uldtotten giver lyd fra sig, og straks har han fanget Sofies fulde opmærksomhed. Han hedder Yatzy og er i en alder af ti år ved at blive uddannet som psykiatrisk servicehund.
Yatzy bliver blandt andet trænet i at hjælpe Sofie med at kunne køre i bus og komme ud at handle.
“Det giver mig en større frihed. Når jeg har ham med og kan mærke hans varme krop, så gør det mig tryg. Så på den måde synes jeg, det et blevet nemmere at komme ud steder, hvor der er mange mennesker”, fortæller Sofie smilende.
Men det er ikke kun det at have fået en større bevægelsesfrihed, som Sofie sætter pris på ved at have en psykiatrisk servicehund.
“Når man har hund, så skal man op på et bestemt tidspunkt hver dag, og man skal ud tre gange om dagen med ham – der er ligesom nogle ting man skal”, fortæller Sofie gladeligt og fortsætter: “Jeg bruger Yatzy til at få sat struktur på min hverdag”.
En struktureret hverdag er vigtigere, end mange måske er klar over. Ved manglende struktur bruger vores hjerner utrolig meget energi på hverdagens små gøremål. Hvis hjernen ikke rigtig er forberedt på, hvad der skal ske hver dag, svarer det nærmest til at gøre alting første gang, hver dag.
Det var til et foredrag i efteråret, afholdt af foreningen Trinitas, at Sofie blev opmærksom på, hvad en servicehund egentlig kan. “Jeg havde tænkt, at det mest var fysiske opgaver de kunne løse, men der blev jeg opmærksom på, at det også var psykiske og sociale opgaver”, fortæller Sofie. Foredraget gjorde hende nysgerrig efter selv at få en psykiatrisk servicehund – og så kom Yatzy under uddannelse.
Note: Yatzys ejer ønsker at være anonym i denne historie og har derfor valgt at gå under navnet Sofie.
VALENTINO ER SUSANS SKJOLD
ET KÆMPE HJERTE FOR DYR
Susan er en stor dyreelsker. Hun har tidligere arbejdet som både fotograf og journalist, men driver i dag sit dyrerednings- og hundesportscenter i Næstved. Her er både papegøjer, landbrugsdyr, katte, slanger og hunde, som alle bor fast på centeret – én af dem er Valentino.Susan er til dagligt omringet af dyr og er også kendt i området for hendes store arbejde for og med dem. ”Jeg tror slet ikke, nogen her er klar over, at jeg fejler noget”, forklarer Susan. ”Der er ikke nogen der tænker over, at Valentino altid er med mig, de tænker bare, ’Nå, jamen, det er jo hende der, med det der hundesportscenter.”
MEGET MERE END BARE EN HUND
Men kigger man en ekstra gang, vil man nok få øje på den blå vest, Valentino har på. Han blev nemlig certificeret psykiatrisk servicehund i 2016, og skal efter planen re-certificeres igen i år. Som certificeret psykiatrisk servicehund kan Valentino blandt andet komme med ud og købe ind med Susan – og det betyder rigtig meget for hende. Hun har nemlig diagnosen PTSD. Det gør, at hun har meget svært ved at komme udenfor sit trygge hjems fire vægge og begå sig i det offentlige rum.Den sociale angst som man har, når man har PTSD, den forsvinder med det samme, når Valentino er der”, forklarer hun.
”Hvis ikke han var der, så tror jeg hele tiden, at der kommer nogen og overfalder mig. Men når Valentino er der, så tænker jeg slet ikke på, at der går nogen bag mig. Jeg kan endda være steder, hvor der er mange mennesker, som går helt tæt på mig, uden at jeg tænker over det. Når han er der, så er jeg usårlig. Jeg har sådan et panser hele vejen rundt, så der kan ikke ske mig noget. Hvis han ikke er der, så begynder jeg at svede rigtig meget og kan blive så bange, at lyden forsvinder, og jeg ser prikker for øjnene. Men det sker ikke, når han er der”, fortæller hun.
På grund af sin PTSD, bliver Susan dog stadig nødt til at tage medicin for at kunne sove om natten. ”Men om dagen har jeg jo fået mit liv igen. Jeg er jo blevet normal. Så længe Valentino er der”, fortæller Susan, en smule vemodigt. For hun er bekymret for, hvad hun skal gøre, når Valentino ikke længere er her.
HVAD GØR MAN, NÅR ENS SKJOLD FORSVINDER?
Valentino er elleve år gammel og er i det seneste stykke tid begyndt at vise tegn på alderdom. Susan er derfor allerede i gang med at forberede sig på at igangsætte træningen af én af hendes andre hunde; Anastasia. For skulle Susan en dag pludselig stå uden en psykiatrisk servicehund, ville det bestemt ikke være let. ”Hvis jeg ikke har en anden hund, så kan jeg ikke komme ud igen”, forklarer Susan.
For Susan er Valentino det perfekte match. Derfor er det svært for hende at vurdere og beslutte, om Anastasia kan overtage Valentinos funktion, når tiden kommer – og det er en udfordring, som er helt reel.
Det unikke bånd, man knytter til sin psykiatriske servicehund kan aldrig sammenlignes med noget andet. Derfor er det svært for både Susan og os at vide, om Anastasia nogensinde kan opfylde de behov, til den standard, som Susan er vant til og har brug for”, forklarer vores koordinator for psykiatriske servicehunde, Trine Bargmann. Hun er dog positiv overfor idéen og opfordrer hundekendte Susan til så småt at påbegynde træningen af Anastasia på egen hånd, for at se hende an. Samtidig er Trine også fuldt forstående overfor Susans problematik – den psykiatriske servicehund er nemlig en stor hjælp, som sætter dybe spor i deres ejere.
”Første gang, du går ud med din psykiatriske servicehund i hånden, glemmer du, at du har social angst. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan er det bare. Man føler sig bare tryg og afslappet. Man bliver bare et almindeligt menneske”, fortæller Susan.
EN STOR HJÆLP TIL ANDRE
Som bruger af en psykiatrisk servicehund og opdrætter af hunde, har Susan helt styr på styrken og alle fordelene bag det stærke bånd mennesker og hunde kan knytte til hinanden. Hun har i længere tid avlet hvalpe på Valentino og har med et skarpt øje flere gange udset sig den hvalp, der bedst kunne egne sig som servicehund, med det formål at hjælpe andre. Sidst blev det en tidligere soldat i Texas, USA, som Susan leverede Valentinos ene hvalp. ”Det eneste, han betalte, var transporten frem og tilbage”, fortæller Susan. Næste gang vil hun meget gerne give en hvalp til en psykisk sårbar gennem Trinitas.
Note: Valentino har siden historien blev skrevet krydset regnbuen, men huskes hver dag af Susan.
PABLO ER EN KONSTANT TRYGHED FOR ELOISA
DEN HÅRDE BEGYNDELSE
Trods hendes psykiatriske diagnoser ledte Eloisa et forholdsvis normalt liv. Hun passede sit arbejde og boede i en lejlighed på Sjælland med sin daværende mand, som senere blev hendes eksmand. I 2014 besluttede de sig for at anskaffe den sødeste labradoodle-hvalp, som fik navnet Pablo. Året efter fik Eloisa kontrasteret PTSD.
EN VEN FOR LIVET
Eloisas mentale sundhed udviklede sig desværre sådan, at hun i slutningen af 2016 var så syg, at hun ikke længere kunne komme udenfor en dør. ”Jeg åbnede ikke engang for Nemlig-manden, når min eksmand ikke var hjemme, for jeg skulle ikke have nogen som helst udefrakommende ind i min lejlighed”, fortæller Eloisa.
Hendes eksmand så dog, hvordan Pablo opførte sig omkring Eloisa, når hun havde det dårligst. ”Min eksmand er dyrlæge. Han så at Pablo gjorde nogle ting for mig, som var meget anderledes, end han havde set før. Pablo mærkede mig, han beskyttede mig”, fortæller hun.
Eloisa havde dog ikke mulighed for at passe Pablo og deres anden hund, som hendes eksmand måtte tage med på arbejde hver dag. Vendepunktet kom dog, da han en dag krævede, at Eloisa selv måtte tage sig af Pablo, da det var hendes hund. Trods den hårde tilgang, ser Eloisa det stadig som tidspunktet, hvor hun for alvor begyndte at knytte et bånd til Pablo.
”Han fandt sig i de her utrolig korte ture udenfor, hvor han bare lynhurtigt fik gjort sig færdig, og hele tiden var opmærksom på mig, for jeg var i den sindssygeste angst over bare at skulle ud ad lejlighedsdøren og ned ad trapperne. Men vi fik os en lille, kort rute, som vi så gik hver dag”, fortæller hun.
At Eloisa nu kunne omfavne Pablos behov og på den måde komme udenfor, gjorde at hun begyndte at undersøge mulighederne for at uddanne Pablo til psykiatrisk servicehund.
TRÆNINGEN MOD EN LYSERE FREMTID
Ikke længe efter påbegyndte Eloisa og Pablo træningen. Det var svært at komme udenfor, men med Pablos hjælp blev det lettere. Nemlig-manden kunne stadig ikke få lov til at levere varer, når hendes eksmand ikke var hjemme, men Eloisa kunne mærke en forskel. ”Der kom noget bevægelse i det. Jeg fik udfordret alle de her ting, som havde sat sig fast i mig over trekvart år”, fortæller Eloisa.
Med tiden betød det at Eloisa igen kunne begynde at tilnærme sig en plads i det sociale samfund igen – blandt andet ved at kunne tage ud og handle og gå på café.
I oktober 2017 bliver Pablo certificeret psykiatrisk servicehund. En måned efter flytter Eloisa fra sin daværende mand og ender i Jylland, hvor hun starter et nyt, friere liv.
PABLO, DET FASTE HOLDEPUNKT
Eloisa og Pablo har boet i deres nuværende jyske hjemby siden 2019, hvor de begge er faldet godt til – og er velkomne. Denne ro og tryghed kommer nemlig efter et yderst kaotisk flytteforløb, hvor Eloisa og Pablo blev afvist på både krisecentre og af private udlejere, som nægtede Pablo adgang på trods af, at han var certificeret servicehund.
Det var en periode i hendes liv, hvor Eloisa havde det meget skidt, men kom igennem det med Pablo ved hendes side, som sit faste holdepunkt – eller som Eloisa kalder ham; hendes konstante. ”Han er den, jeg ved altid er der. Jeg ved, at der er tryghed i forbindelse med ham. Jeg ved, at hvis jeg begynder at få et angstanfald, så gør han mig opmærksom på det, ved at prikke til mit ben med sin snude. Hvis ikke, det virker, så hopper han op ad mig”, forklarer Eloisa.
Pablos måde at berolige Eloisa under et angstanfald, omhandler derfor også nærhed. ”Når jeg får angstanfald, søger jeg altid imod jorden”, fortæller hun. ”Det, som Pablo, på et meget tidligt tidspunkt begyndte at gøre, når jeg søgte mod jorden—uden at jeg faktisk havde lært ham det—var at hoppe op på mine skuldre med sine forben. Og så bliver han stående der, med en pote på hver skulder, og så begge poter på én skulder, når han kan mærke, at jeg begynder at få det bedre. Når jeg kan trække vejret igen, så ligger han sig ned ved siden af mig. Det er ikke noget, jeg har lært ham, men det er simpelthen noget, vi har udviklet sammen.”
Skulle Eloisa igen opleve at få et angstanfald udenfor hjemmet og blandt andre mennesker – og hunde – ved hun, med Pablo ved sin side, at hun ikke har grund til yderligere bekymring. ”Pablo har kun fokus på mig. Det har gjort, at jeg ved, at jeg kan stole på ham. Noget af det, der er allerværst og det, som man kæmper allermest med i forhold til den form for posttraumatiske stress, jeg har, det er tillid. Så det der med at kunne stole på og have tillid til, at der er én, der bare er der for én hundred procent og lidt til, det gør en forskel.”
ELOISA OG PABLOS NYE LIV
Eloisa har over det seneste år fået det så godt, både fysisk og mentalt, at hun nu har en vilje og en lyst til at hendes nuværende ressourceforløb skal ende ud i et flexjob. Hun skal derfor i praktik inden længe, og her skal Pablo selvfølgelig med. Og det at assistere Eloisa i sådanne sammenhænge, har han godt kendskab til.
Han har sammen med Eloisa for nyligt deltaget i en selvudviklingsworkshop, hvor han fik lov til at mærke de andre deltageres vibrationer og støtte dem, samtidig med at han holdt skarpt øje med Eloisa og hendes behov.
For Pablo er godt klar over, når han er på arbejde som psykiatrisk servicehund. Skulle han i et flygtigt øjeblik glemme det, skal Eloisa ikke gøre andet end at føre hænderne ned til vesten, for at minde ham om, at han har den på.
Under et kontrolbesøg på hospitalet vidste Pablo derfor også godt, at han ikke havde tid til hygge, da Eloisas læge roste hans prisværdige opførelse og udtrykte en trang til at klappe ham. Som Eloisas sjæleven, var han nemlig godt klar over, at Eloisa ikke er tryg ved hospitaler, og at hun havde hårdt brug for hans støtte og koncentration. ”Jeg rystede, men jeg fik ikke et angstanfald”, fortæller Eloisa om besøget på hospitalet. ”Jeg fandt ro i det, fordi jeg havde Pablo med”.
Pablos støtte og nærvær har faktisk hjulpet Eloisa så meget, at hun nu selv kan komme ud ad sin hoveddør – på egen hånd, skulle hun have lyst.
En psykiatrisk servicehund kan fungere som en form for opladning af sit menneskes batteri, forklarer vores koordinator på området, Trine Bargmann. Det kan derfor være muligt for nogle brugere, længere henne i forløbet, at opleve en så stor forbedring af deres mentale sundhed, at de kan begå sig i offentligheden uden deres hund i perioder – så længe de ved, den er der og står klar, når de vender hjem igen.
At Eloisa nu også har fået etableret sit eget, trygge hjem med Pablo, gør en kæmpe forskel. Så meget endda, at hun har kunnet åbne døren til et nyt forhold.
EN STOR STJERNE I EN LILLE KROP
Marvin er ikke en stor hund. Han er faktisk en lillebitte chichuahua. Det betyder dog ingenting for Marvins ejer Frank, for selvom folk kærligt griner af Marvins størrelse, så er han en kæmpe støtte for Frank. Marvin gør nemlig Frank i stand til at trives i sin hverdag med svær PTSD.
”Jeg har ikke brug for en 65 kilo rottweiler; jeg har brug for companionship [kammeratskab, red.], ro og tryghed, og det giver han mig”, fortæller Frank.
MARVIN HJÆLPER I DE SVÆRE SITUATIONER
Marvin er certificeret psykiatrisk servicehund. Det betyder, at han er trænet til at hjælpe Frank med de udfordringer, han står med i kraft af sin psykiatriske diagnose. Frank har især svært ved større forsamlinger af mennesker, hvilket gør for eksempel offentlig transport og indkøb til store forhindringer i hverdagen.
Men Marvin har vendt op og ned på Franks udfordringer og hans liv, fordi han hjælper ham i de situationer, hvor han har det svært. Havde det ikke været for Marvin, ville en tur med tog eller fly være en rigtig dårlig oplevelse for både Frank og hans medpassagerer, fortæller Frank.
”Mit liv er blevet 200 procent bedre, og min generelle heldbredstilstand er blevet meget bedre”, konstaterer Frank. Hans medicinforbrug er også blevet skåret meget ned, takket være Marvins hjælp.
DET HÅRDE ARBEJDE GIVER POTE
Før Frank fik Marvin, levede han et liv fyldt med tumult. Han var slet ikke interesseret i en psykiatrisk servicehund, da han først blev tilbudt det af kommunen. Efter utallige afvisninger lod Frank sig dog endelig forklare nærmere om mulighederne med en psykiatrisk servicehund og kom i den forbindelse i kontakt med vores koordinator for området, Trine Bargmann. Og så gik der ikke længe før Marvin, dengang otte uger gammel, fandt vejen ind i Franks liv.
Der skulle dog gå en måneds tid, inden Frank virkelig så den forandring, Marvin havde taget med sig. Han var et krævende og irriterende lille kræ og hengav al sin opmærksomhed på alle andre undtagen sin nye ejer, fortæller Frank under et tidligere foredrag, holdt i samarbejde med Trine og Trinitas.
Det er først senere i samarbejdet med træneren, at Frank forstår den frustration han følte i starten og Marvins måde at signalere til ham. Den lille hvalps velvære og hengivenhed betød pludselig så meget for Frank, at det næsten var skræmmende. ”Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham”, erkender han.
Med en endelig kropsvægt på 1,5 kg, voksede Marvin hurtigt til en uundværlig del af Franks liv. Træningen startede, da Marvin var helt lille, og da han blev to år gammel, blev han certificeret psykiatrisk servicehund. ”Det har taget henimod 15 måneder at træne Marvin i de ting, der er nødvendige for mig”, forklarer Frank.
Han har været rigtig glad for et professionelt one-on-one samarbejde med en uddannet træner fra Trinitas, hvor Frank og Marvins træning har været fokuseret på deres fælles behov samt foregået på Franks præmisser. ”Det er essentielt med en træner”, fortæller Frank. ”Det kan godt virke lidt posh [fornemt, red.] med individuel træning, men hunde er meget individuelle”.
HJERTE MOD HJERTE
Som certificeret psykiatrisk servicehund har både Marvin og Frank nu lært at aflæse hinandens signaler.
”Marvin har visse arbejdsredskaber”, fortæller Frank. Marvin kan være en meget rolig og afslappet hund, men når han kan fornemme, at Frank går i ”stressmode”, bliver han ”møgirriterende”, ifølge Frank. ”Han sætter sig foran mig og gør konsekvent af mig for at henlede min opmærksomhed eller fortælle, at der er noget galt”, fortæller Frank, der også forklarer, hvordan Marvins venlighed eller vagtsomhed overfor fremmede hjælper ham med at forblive forbundet til virkeligheden. ”Jeg kan også tage ham op under mit overtøj, hvor vi fysisk er tæt på hinanden og kan mærke hinanden. Han kan mærke mit hjerte, og jeg kan mærke hans ro”, forklarer Frank om den tryghed, de to kan give hinanden, når omgivelserne bliver for meget.
Marvin har også åbnet omverdenen for Frank. Med Marvins hjælp kan han nu handle ind, bruge offentlig transport, hvis nødvendigt, og øve sig på at gå på apoteket alene. Samtidig gør Marvin også Frank mere tilgængelig for andre mennesker. ”Folk åbner sig overfor mig. Han afleder også opmærksomheden fra mig, og det har jeg det rigtig fint med”, fortæller Frank.
På trods af deres forskelligheder, er Frank og Marvin et sandt makkerpar. En yin-yang-situation, som Frank selv kalder det. ”Hvis jeg er rolig og er i balance, har vi en tradition med, at jeg samler fødderne, og så kommer Marvin hen og sætter sig ovenpå mine fødder. Det er beroligende for mig, for jeg ved, hvor han er, og han ved, hvor jeg er. Det er en funktion, vi har sammen.”
KÆMPER FOR AT UDBREDE BUDSKABET
Frank er ked af det manglende kendskab til den psykiatriske servicehund som hjælpemiddel her i Danmark. Han har en brændende motivation for at udbrede budskabet og opfordrer passioneret interesserede individer i at komme i gang med træningen. For den lille, pjuskede, psykiatriske servicehund Marvin har gjort en kæmpe forskel og betyder alverden for Frank. ”Han er stjernen i mit liv”; erklærer han stolt. ”Det er imponerende, at så lille en størrelse kan indeholde så meget. Han betyder alt for mig.”
LOKE VOGTER I MØRKET
Camilla er 29 år og har otte psykiske diagnoser, hvoraf de fleste er centreret omkring angst og fobier. Det gav hende naturligvis en række udfordringer i hverdagen tidligere; især hendes angst for mørket.
”Det var ret hårdt dengang, og det var svært at komme ud”’, fortæller Camilla.
Hun kunne for eksempel ikke tømme postkassen lige ude foran hendes lejlighed, når først det var blevet mørkt, og i vinterhalvåret undgik hun ofte at tage til sociale arrangementer på studiet, fordi det ville nå at blive mørkt, inden hun kunne komme hjem.
Men så fik hun Loke. Som hvalp skulle Loke ud og lære at være i mørket.
”Det flyttede fokus meget at skulle tænke på hvalpen i stedet, og at der var et væsen, man skulle tage sig af”, forklarer Camilla.
Langsomt kunne hun også begynde at bevæge sig ud til postkassen i mørket alene. ”Jeg tænkte, at hvis der står nogen derude og jeg skriger, så kommer Loke jo farende, så jeg kan godt gå derud og lade døren stå åben”, fortæller Camilla.
Camilla tog tidligere medicin, der som almindelig bivirkning gav hende mareridt, hver gang hun sov. Loke lærte hurtigt at reagere på Camilla ændrede vejrtrækning under et mareridt, og vækkede hende derfor, så snart han opfangede det.
”Jeg kom helt til at tude den første gang, han gjorde det, fordi så føltes det bare så meget mere sikkert”, fortæller Camilla lettet.
Loke er både certificeret og re-certificeret psykiatrisk servicehund og har igennem de sidste fem et halvt år hjulpet Camilla så meget, at hun føler, at mange af hendes diagnoser ikke længere er gældende.
”Hvor jeg ingenting kunne før, så er der ikke rigtig noget jeg ikke kan i dag”, fortæller Camilla stolt. ”Jeg vælter måske lidt mere [psykisk] end andre, men så er Loke der med det samme, og så læner jeg mig lidt op ad ham”.
Det var trygheden i aldrig at være alene, der virkelig hjalp Camilla, og pludselig kunne hun slappe helt af, når hun var ude af de svære situationer.
I dag har hun et fuldtidsjob, hvor hun ikke behøver at have Loke med. Samtidig venter hende og kæresten barn, og de har et hus sammen, som de selv passer.
Note: Lokes ejer ønsker at være anonym i denne historie og har derfor valgt at gå under navnet Camilla.
HUGO ER CECILIES MENTALE KRYKKE
På de gode dage kan hun overskue udfordringen med et par store høretelefoner på. De dårlige dage er dog helt anderledes.
”Jeg går fuldstændig i baglås. Mit hjerte og vejrtrækning kører derud af, og jeg går fuldstændig i panik”, forklarer Cecilie.
Heldigvis har hun Hugo, som netop er blevet certificeret psykiatrisk servicehund. Når hun har Hugo med, kan han aflede hende med hundemøs og støtte hende igennem de svære situationer.
”Så er det på ham mit fokus er, og ikke alt det andet. Man kan forestille sig ham som min mentale krykke”, fortæller hun.
Hugo har givet Cecilie en følelse af at være gået fra at overleve, til rent faktisk at leve. Med den lille hjælper ved sin side har hun kunnet deltage i foredrag og kursusforløb på lige fod med alle de andre deltagere, og har endda turdet bidrage med sine egne meninger og erfaringer.
Takket være Hugo kan Cecilie leve et normalt liv på trods af sine udfordringer. Hun kan møde nye mennesker, tage på café og ud at shoppe – og rent faktisk nyde det.
”Det er alt sammen ting, som måske ikke er livsnødvendige, men det er ting, som giver livet værdi. Ting som jeg ikke kunne gøre uden min trofaste lille hjælper”, fortæller Cecilie.
SILKE GIVER TANJAS LIV MENING
“Jeg var en helt ”normal” pige, som lige havde bestået min uddannelse,” fortæller Tanja. “Jeg havde endda fået min egen afdeling i den butik, hvor jeg var i lære, da hele min verden kollapsede, og jeg gik ned med voldsom socialfobi.
Dengang boede jeg alene i en lejlighed på 1. sal og kunne ikke engang gå ned af ”min private” trappe for at tømme postkassen. Jeg fandt min baby, Silke, halvanden måned efter, og da jeg ingen have havde, var jeg tvunget til at skulle ud minimum 3 gange om dagen med hende. Stille og roligt lærte jeg med hjælp fra Silke, at komme ud i den virkelige verden igen, og jeg blev meget hurtigt afhængig af hende.
Da Silke var knap 2 år blev jeg gravid første gang, og da min søn blev født, blev Silke verdens bedste ”storesøster”. Senere hen har jeg også fået en datter, som Silke tog lige så godt imod. Silke er min bedste ven og min første baby.
JEG KAN OG VIL FOR INTET I VERDEN UNDVÆRE HENDE
Hun er der, når jeg bryder sammen i gråd, og hun er der, når jeg græder af grin. Hun giver min hverdag så meget lys og glæde.
Da jeg mødte børnenes far, mente han, at det ville være nemmere at finde en lejlighed uden hund, men han fik pænt at vide, at jeg hellere ville undvære ham end hende. Bare for at give et billede af, hvor vigtig hun er.
Hun har været med mig, da jeg begyndte at tage bussen på små ture, og hun har været med alle steder, hvor jeg har måttet have hende med.
I 2015 var vi tvunget til at flytte fra vores rækkehus da der var skimmelsvamp i vinduerne og vores eneste mulighed var at flytte i en lejlighed i Langkærparken, hvor man absolut ikke må have hund.
Jeg var knust og grædefærdig, bare tanken om at skulle leve mit liv uden Silke gjorde, at jeg slet ikke kunne hænge sammen, og jeg overvejede at blive i rækkehuset, mens min mand og børn kunne flytte. Men heldigvis fandt min mand Trinitas’ hjemmeside.
Vi kontaktede Trine, og hun kom kort tid efter ud og hilste på mig og Silke. Ved besøget havde Trine en servicevest med til Silke, så vi kunne begynde at træne at komme i fødevarebutikker, som hun ikke har kunnet være med i før. Vi begav os endda i Bilka, alene, hvilket var første gang siden jeg blev syg. Al træningen gik som en drøm, Silke brillierede og gjorde præcis, som hun skulle.
Jeg flyttede med min mand og børn til Langkær, og vi fik hurtigt klager over at have hund. Men da Silke klarede alle de opgaver, hun skulle, uden problem, kontaktede jeg igen Trine og sagde, vi var klar til en generalprøve, som Silke også klarede perfekt. En uge efter tog vi den endelige prøve og Silke klarede det 1.000 gange bedre end mig. Og vi bestod!
Nu kunne verden bare komme an, for Silke måtte gerne komme med mig.
Jeg må indrømme, at jeg har haft rigtig svært ved alle de øjne, der følger os, når jeg har hende med i butikker, og jeg har det stadig svært, når en medarbejder kommer og siger, jeg ikke må have hund med i butikkerne – altså: ”hallo, kan du ikke se den blå vest?”.
Vi har stadig mange opgaver foran os, og jeg har stadig meget brug for støtten fra Silke. Hun skal for eksempel med mig, når jeg skal starte i noget nyt terapi med 11 andre personer, hvilket jeg bestemt ikke har det godt med. Men når bare jeg har hende med, så skal jeg nok klare det.
Hun mærker mig.
Hun mærker, når jeg bliver utryg og ked af det, og hun reagerer på det.
Jeg kan ikke forstille mig en verden uden hende,” afslutter Tanja.
DET HELE ER VENDT PÅ HOVEDET!
Det hele er vendt på hovedet!
Sådan lyder ordene fra Mads, der for nyligt fik certificeret sin hund Buddy som psykiatrisk servicehund i Skanderborg. For Mads har det været en 2-år lang og hård kamp til at få retten til sit liv tilbage ved hjælp af sin tro følgesvend, rottweileren Buddy.
Sidste år ændrede ankestyrelsen kommunens afslag på en servicehund og fastslog dermed med en principafgørelse, at Mads havde retten til at få uddannet sin hund som et hjælpemiddel. Mads’ hverdag bar præg af blandt andet angst, PTSD og isolation, da han havde svært ved at færdes ude i det offentlige rum.
Han havde brug for hjælp og støtte til: at handle ind, at tage til lægen eller bare at komme udenfor døren, noget andre mennesker måske tager for givet.
Et netværk at fagpersoner støttede op om, at der var tydelige forbedringer, når Mads havde sin hund med sig, men for at Buddy kunne komme med og hjælpe i det omfang Mads havde behov for det, skulle Buddy uddannes. Derfor startede duoen op i januar 2019, på at træne sig frem til den endelige certificering igennem Trinitas.
Da Mads selv er en rigtig dygtig hundetræner, havde han siden Buddy var hvalp, lagt vægt på lydighedstræning, fokus på Mads og ro, noget som i den grad kom dem til gode under træningen til psykiatrisk servicehund.
Deres bånd var ikke til at tage fejl af. Båndet er hele essensen, når Trinitas træner en ekvipage. At ejer får lov til selv at træne sin hund, giver et helt unikt sammenhold imellem dem, og fordi de kender hinanden så godt, kan man som træner, stå på sidelinjen og snappe efter vejret, og bare se magien opstå.
Som når Buddy, uden at være blevet trænet i det, begynder at aflede Mads inde i Brugsen, få øjeblikke inden han ville have fået et angstanfald.
Eller at Buddy med sit altid venlige væsen, hjælper til at skabe relationer til andre mennesker, noget der førhen kunne være svært eller helt blev fravalgt.
For Mads har en ny dør åbnet sig. Han har fået chancen for at leve et mere frit og selvstændigt liv, hvor han ikke er afhængig af andre mennesker. Det har i den grad øget livskvaliteten. Og Mads nyder at kunne tage til en lokal fodboldkamp, noget som nu er muligt, når Buddy bærer sin vest.
“Kort og godt, har det vendt det hele på hovedet, i en god forstand. Buddy har hjulpet mig med min angst og PTSD og ikke mindst gjort hele hverdagen meget nemmere. Jeg har fået mere selvtillid, jeg er blevet fri for bostøtte og mentor, får mindre medicin, så jeg føler mig mere fri. Det har været hele de to års kamp værd!” fortæller Mads.
MARLEY REDDEDE HENRIETTE FRA SELVMORD
Marley er en superhund. Hans ejer fortæller:
“Jeg overvejede for 5 år siden at få en hund. For at være sikker på jeg var klar til det og kunne tage ordentlig vare på en hund, passede jeg min lillebrors hund i alle hans ferier. Ofte to til tre uger ad gangen.
Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg fik mildere PTSD symp-tomer, når jeg passede hunden. Jeg sov væsentlig bedre, og jeg blev beroliget både om dagen og om natten. Jeg fik lettere ved at gå på gaden, og jeg var generelt gladere og tryggere. Derfor undersøgte jeg, om jeg kunne få en servicehund.
På det tidspunkt var det umuligt. Jeg blev derfor anbefalet at købe min egen hund, og gå til almindelig træning med den.
Jeg købte min hund Marley, og han viste sig at være en kæmpe gave og hjalp for mig fra første dag, jeg havde ham. Jeg tog ham med overalt, og jeg oplevede en positiv forandring i min hverdag. Det blev min vigtigste opgave at sørge for Marley, og træne ham op til at blive en velfungerende og glad hund. Samtidig gav det mig så utrolig meget igen.
På det tidspunkt var det umuligt. Jeg blev derfor anbefalet at købe min egen hund, og gå til almindelig træning med den.
Jeg købte min hund Marley, og han viste sig at være en kæmpe gave og hjalp for mig fra første dag, jeg havde ham. Jeg tog ham med overalt, og jeg oplevede en positiv forandring i min hverdag. Det blev min vigtigste opgave at sørge for Marley, og træne ham op til at blive en velfungerende og glad hund. Samtidig gav det mig så utrolig meget igen.
Da Marley var et halvt år, reddede han mit liv to gange ved at afværge selvmord!
Jeg har lovet ham, at der kommer jeg aldrig hen igen. Jeg lærte dermed, at jeg havde et ansvar overfor ham, og han gav mig noget at leve for. Det gav mig et utrolig stærkt bånd til ham. Marley lærte ret hurtigt at hjælpe mig under flashback og angstanfald. Han lærte at hente hjælp, og han lærte at aflede mig, når et flashback var på vej. Jeg fandt tilfældigt ud af, at han var meget dygtig til at finde vej, det er jeg ikke ret god til, og derfor er det en meget vigtig funktion for mig, at han kan orientere sig så godt, som han kan.
Jeg har i mange år ikke kunnet gå i supermarkeder, på cafe, på museer og lign. Jeg er afhængig af at have Marley med, og han var ikke velkommen de steder. Mit liv var indrettet 100% efter, hvor Marley måtte komme med ind.
Jeg blev efter nogle år godkendt til at få Marley trænet op til servicehund hos Trinitas. Det gav mig pludselig et håb om, at min hverdag kunne blive væsentlig lettere, og jeg kunne blive mere selvhjulpen i kraft af at Marley blev uddannet til servicehund.
Jeg gik i gang med træningen, og det blev en proces, hvor jeg virkelig opdagede, hvor meget Marley kunne og forstod. Vores tætte bånd, der blev styrket endnu mere under træningen, og jeg lærte, at jeg kan aflæse hvordan jeg selv har det ved at kigge på Marley. Hvis han er træt eller stresset, så er jeg det også.
Han er en meget god målestok for, hvordan jeg selv har det, og det er gavnligt for mig, da jeg ikke har så god en fornemmelse for mig selv.
Jeg lærte igennem træningen at fokusere endnu mere på Marleys og mit samarbejde, og jeg lærte mere om mine egne grænser og behov. Det gør, at jeg i dag er meget bedre i stand til at tage vare på mig selv og reagere på mine egne basale behov.
Da Marley blev færdiguddannet til servicehund, havde jeg pludselig muligheden for at gøre nogle af de ting jeg ikke kunne før.
Jeg kan nu selv handle ind, og jeg er også begyndt at gå på cafe, jeg har fået mere mod på at komme ud, og har nu muligheden for at deltage i ting jeg ikke magtede før, fordi Marley ikke kunne komme med.
Det har åbnet nogle muligheder for at klare mig selv bedre og på lige fod med andre mennesker. Den proces det har været at få Marley og få ham trænet op, har haft en utrolig stor betydning for mig.
Jeg er blevet mere selvhjulpen, jeg tør meget mere, og jeg er flyttet i egen bolig efter at have boet 14 år på bosteder og i bofællesskab.
Det havde jeg ikke kunnet uden Marley, og uden at han var blevet uddannet til servicehund,” afslutter Marleys ejer.
FANNY AFVÆRGER MINE TRIGGERS
“Jeg fik konstateret og kom i psykiatrisk behandling for PTSD for knapt 3 år siden, efter gentagne overfald af en beboer i forbindelsen med mit arbejde,” fortæller Fannys ejer. “Jeg var blandt andet blevet slået ned med en rollator og stukket med en skruetrækker.
Få måneder senere fik jeg en cocker spaniel (en voksen tæve), der ret hurtigt fik en meget krævende adfærd. Når jeg begyndte at få flashback, blev hun meget opmærksomhedssøgende, hun vækkede mig om natten, og når jeg under ingen omstændigheder magtede at komme udenfor min dør, stillede hun sig ved døren og peb. Når jeg så efter lang tid åbnede døren, fordi det kunne tage MEGET lang tid at finde overskuddet til at rejse sig og gå de 3 meter hen til døren, gik hun ikke ud for at tisse, men skyndte sig ud på fortovet og begyndte at gå. Og jeg var selvfølgelig nødt til at følge efter, og det endte altid med, at vi på den måde havde gået en tur.
Jeg tog en snak med en hundetræner, jeg kender, for jeg magtede virkelig ikke hendes adfærd og overvejede kraftigt at komme af med hende igen. Jeg fik blot spørgsmålet: Kan du virkelig ikke se, hvad hun gør?
Det tog mig noget tid at finde ud af, hvad Fanny reelt gjorde:
Når jeg havde behov for at blive brudt i mit tankemylder, gjorde hun det.
Når jeg var ved at få mine mareridt, vækkede hun mig.
Når jeg trængte til at ”blive luftet” for ikke at isolere mig totalt, gjorde hun det.I dag er hun trænet til at hjælpe mig i alle de situationer, der enten ”trigger” min PTSD eller som kan ende grimt på grund af PTSD. Altså foruden de ovennævnte ting, hjælper hun mig også med:
Når jeg går på gaden og jeg møder mennesker, der lugter stærkt af medicin, går hun imellem og fører mig væk.
Når jeg møder en mand på gaden, der bruger rollator, går hun imellem.
Hvis jeg bliver ophidset, uanset af hvilken grund, går hun imellem, så jeg ikke reagerer voldeligt. Igennem min gode ven hundetræneren fik jeg kontakt med foreningen Trinitas. Fanny blev trænet/skolet, så hun kunne bestå certificeringen. Det var nok mest mig, der havde behov for at blive trænet, for Fanny kunne det faktisk godt. Det gjorde, at jeg i dag har en fuldt uddannet, trænet og certificeret PTSD-hund, der hjælper og støtter i mig i alle de situationer, hvor jeg har behov for hjælp,” afslutter Fannys ejer.
PATZY HAR GJORT MIT LIV SÅ MEGET BEDRE
“Kære bestyrelse
Jeg synes, at jeg vil sende jer en lille nytårshilsen, og takke for jeres store arbejde, hvor der sikkert er gode oplevelser og dårlige oplevelser. Hvis I ikke havde stablet denne forening på benene, havde jeg aldrig og mener aldrig fået denne store livskvalitet, som jeg har opnået at få, efter jeg fik Patzy. Nu har jeg haft Patzy i 13 måneder og har den dag i dag Svært ved at forstå, at mit liv, er blevet så meget bedre.
Tænk at jeg kan:
- Snakke normalt
- Stort set ingen ufrivillige bevægelser
- Er ikke bange for at gå i mørke
- Kigger mig aldrig nervøst over skulderen
- Bliver ikke forskrækket mere
- Er begyndt at lave varm mad til mig selv
- Kan overskue meget mere
- Er mere glad i hverdagen
- Kan holde til at være på weekendture, uden at skulle hvile og kunne være social
- Tabt mig 8 kg
- Får ofte gået 1,5 til 2 timer hver dag.
- Jeg bliver ikke så let sur
- Jeg går i tøjforretninger selv og har overskud til at vælge tøj, uden at tage det første og bedste
- Har droppet min aftensmedicin
- Der er sikkert andre ting, som jeg ikke husker.
Tænk sig, at alt det har Patzy udrettet, men uden jeres forening, havde jeg aldrig fået Patzy.
Måske at det ovenstående kan beholde jeres gejst til at lave dette store arbejde, som det uden tvivl er at drive foreningen. Jeg er i hvert fald dybt taknemlig for jeres store indsats.”
