Yatzy giver Sofie struktur på hverdagen

Psykiatrisk servicehund og menneske ved busstoppested

I sin tilværelse som førtidspensionist, oplevede Sofie det som en udfordring at stable en normal hverdag på benene. Nu får hun hjælp af sin hund Yatzy.

“Når man bor alene og er førtidspensionist, så skal man ikke noget,” udtaler Sofie, mens hun sidder og klør den lille, hvide uldtot Yatzy på maven.

Sofie har en diagnose indenfor autismeområdet, som især giver hende nogle sociale udfordringer. Heriblandt, er det svært for Sofie at færdes steder, hvor der er mange mennesker.  

Uldtotten giver lyd fra sig, og straks har han fanget Sofies fulde opmærksomhed. Han hedder Yatzy og er i en alder af ti år ved at blive uddannet som psykiatrisk servicehund.

Yatzy bliver blandt andet trænet i at hjælpe Sofie med at kunne køre i bus og komme ud at handle.

“Det giver mig en større frihed. Når jeg har ham med og kan mærke hans varme krop, så gør det mig tryg. Så på den måde synes jeg, det et blevet nemmere at komme ud steder, hvor der er mange mennesker”, fortæller Sofie smilende.

Men det er ikke kun det at have fået en større bevægelsesfrihed, som Sofie sætter pris på ved at have en psykiatrisk servicehund.

“Når man har hund, så skal man op på et bestemt tidspunkt hver dag, og man skal ud tre gange om dagen med ham – der er ligesom nogle ting man skal”, fortæller Sofie gladeligt og fortsætter: “Jeg bruger Yatzy til at få sat struktur på min hverdag”.

En struktureret hverdag er vigtigere, end mange måske er klar over. Ved manglende struktur bruger vores hjerner utrolig meget energi på hverdagens små gøremål. Hvis hjernen ikke rigtig er forberedt på, hvad der skal ske hver dag, svarer det nærmest til at gøre alting første gang, hver dag.

Det var til et foredrag i efteråret, afholdt af foreningen Trinitas, at Sofie blev opmærksom på, hvad en servicehund egentlig kan. “Jeg havde tænkt, at det mest var fysiske opgaver de kunne løse, men der blev jeg opmærksom på, at det også var psykiske og sociale opgaver”, fortæller Sofie. Foredraget gjorde hende nysgerrig efter selv at få en psykiatrisk servicehund – og så kom Yatzy under uddannelse.

Note: Yatzys ejer ønsker at være anonym i denne historie og har derfor valgt at gå under navnet Sofie.

Picture of Koordinator, Trine Bargmann

Koordinator, Trine Bargmann

Har du spørgsmål til vores arbejde? Kontakt vores koodinator, Trine Bargmann.