Valentino er en stor, flot Caine Corso – og så er han psykiatrisk servicehund. Valentino er altså stor i mere end en forstand. Han er nemlig en kæmpe hjælp i hverdagen for sin ejer, Susan.

Et kæmpe hjerte for dyr

Susan er en stor dyreelsker. Hun har tidligere arbejdet som både fotograf og journalist, men driver i dag sit dyrerednings- og hundesportscenter i Næstved. Her er både papegøjer, landbrugsdyr, katte, slanger og hunde, som alle bor fast på centeret – én af dem er Valentino.Susan er til dagligt omringet af dyr og er også kendt i området for hendes store arbejde for og med dem. ”Jeg tror slet ikke, nogen her er klar over, at jeg fejler noget”, forklarer Susan. ”Der er ikke nogen der tænker over, at Valentino altid er med mig, de tænker bare, ’Nå, jamen, det er jo hende der, med det der hundesportscenter.”

Meget mere end bare en hund

Men kigger man en ekstra gang, vil man nok få øje på den blå vest, Valentino har på. Han blev nemlig certificeret psykiatrisk servicehund i 2016, og skal efter planen re-certificeres igen i år. Som certificeret psykiatrisk servicehund kan Valentino blandt andet komme med ud og købe ind med Susan – og det betyder rigtig meget for hende. Hun har nemlig diagnosen PTSD. Det gør, at hun har meget svært ved at komme udenfor sit trygge hjems fire vægge og begå sig i det offentlige rum.Den sociale angst som man har, når man har PTSD, den forsvinder med det samme, når Valentino er der”, forklarer hun.

”Hvis ikke han var der, så tror jeg hele tiden, at der kommer nogen og overfalder mig. Men når Valentino er der, så tænker jeg slet ikke på, at der går nogen bag mig. Jeg kan endda være steder, hvor der er mange mennesker, som går helt tæt på mig, uden at jeg tænker over det. Når han er der, så er jeg usårlig. Jeg har sådan et panser hele vejen rundt, så der kan ikke ske mig noget. Hvis han ikke er der, så begynder jeg at svede rigtig meget og kan blive så bange, at lyden forsvinder, og jeg ser prikker for øjnene. Men det sker ikke, når han er der”, fortæller hun.

På grund af sin PTSD, bliver Susan dog stadig nødt til at tage medicin for at kunne sove om natten. ”Men om dagen har jeg jo fået mit liv igen. Jeg er jo blevet normal. Så længe Valentino er der”, fortæller Susan, en smule vemodigt. For hun er bekymret for, hvad hun skal gøre, når Valentino ikke længere er her.

Hvad gør man, når ens skjold forsvinder?

Valentino er elleve år gammel og er i det seneste stykke tid begyndt at vise tegn på alderdom. Susan er derfor allerede i gang med at forberede sig på at igangsætte træningen af én af hendes andre hunde; Anastasia. For skulle Susan en dag pludselig stå uden en psykiatrisk servicehund, ville det bestemt ikke være let. ”Hvis jeg ikke har en anden hund, så kan jeg ikke komme ud igen”, forklarer Susan.

For Susan er Valentino det perfekte match. Derfor er det svært for hende at vurdere og beslutte, om Anastasia kan overtage Valentinos funktion, når tiden kommer – og det er en udfordring, som er helt reel.

Det unikke bånd, man knytter til sin psykiatriske servicehund kan aldrig sammenlignes med noget andet. Derfor er det svært for både Susan og os at vide, om Anastasia nogensinde kan opfylde de behov, til den standard, som Susan er vant til og har brug for”, forklarer vores koordinator for psykiatriske servicehunde, Trine Bargmann. Hun er dog positiv overfor idéen og opfordrer hundekendte Susan til så småt at påbegynde træningen af Anastasia på egen hånd, for at se hende an. Samtidig er Trine også fuldt forstående overfor Susans problematik – den psykiatriske servicehund er nemlig en stor hjælp, som sætter dybe spor i deres ejere.

”Første gang, du går ud med din psykiatriske servicehund i hånden, glemmer du, at du har social angst. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan er det bare. Man føler sig bare tryg og afslappet. Man bliver bare et almindeligt menneske”, fortæller Susan.

En stor hjælp til andre

Som bruger af en psykiatrisk servicehund og opdrætter af hunde, har Susan helt styr på styrken og alle fordelene bag det stærke bånd mennesker og hunde kan knytte til hinanden. Hun har i længere tid avlet hvalpe på Valentino og har med et skarpt øje flere gange udset sig den hvalp, der bedst kunne egne sig som servicehund, med det formål at hjælpe andre. Sidst blev det en tidligere soldat i Texas, USA, som Susan leverede Valentinos ene hvalp. ”Det eneste, han betalte, var transporten frem og tilbage”, fortæller Susan. Næste gang vil hun meget gerne give en hvalp til en psykisk sårbar gennem Trinitas.