Jeg var en helt ”normal” pige, som lige havde bestået min uddannelse. Jeg havde endda fået min egen afdeling i den butik, hvor jeg var i lære, da hele min verden kollapsede, og jeg gik ned med voldsom socialfobi.

Dengang boede jeg alene i en lejlighed på 1. sal og kunne ikke engang gå ned af ”min private” trappe for at tømme postkassen. Jeg fandt min baby, Silke, halvanden måned efter, og da jeg ingen have havde, var jeg tvunget til at skulle ud minimum 3 gange om dagen med hende. Stille og roligt lærte jeg med hjælp fra Silke, at komme ud i den virkelige verden igen, og jeg blev meget hurtigt afhængig af hende.

Da Silke var knap 2 år blev jeg gravid første gang, og da min søn blev født, blev Silke verdens bedste ”storesøster”. Senere hen har jeg også fået en datter, som Silke tog lige så godt imod. Silke er min bedste ven og min første baby.

Jeg kan og vil for intet i verden undvære hende

Hun er der, når jeg bryder sammen i gråd, og hun er der, når jeg græder af grin. Hun giver min hverdag så meget lys og glæde.

Da jeg mødte børnenes far, mente han, at det ville være nemmere at finde en lejlighed uden hund, men han fik pænt at vide, at jeg hellere ville undvære ham end hende. Bare for at give et billede af, hvor vigtig hun er.
Hun har været med mig, da jeg begyndte at tage bussen på små ture, og hun har været med alle steder, hvor jeg har måttet have hende med.

I 2015 var vi tvunget til at flytte fra vores rækkehus da der var skimmelsvamp i vinduerne og vores eneste mulighed var at flytte i en lejlighed i Langkærparken, hvor man absolut ikke må have hund.
Jeg var knust og grædefærdig, bare tanken om at skulle leve mit liv uden Silke gjorde, at jeg slet ikke kunne hænge sammen, og jeg overvejede at blive i rækkehuset, mens min mand og børn kunne flytte. Men heldigvis fandt min mand Trinitas’ hjemmeside.

Vi kontaktede Trine, og hun kom kort tid efter ud og hilste på mig og Silke. Ved besøget havde Trine en servicevest med til Silke, så vi kunne begynde at træne at komme i fødevarebutikker, som hun ikke har kunnet være med i før. Vi begav os endda i Bilka, alene, hvilket var første gang siden jeg blev syg. Al træningen gik som en drøm, Silke brillierede og gjorde præcis, som hun skulle.

Jeg flyttede med min mand og børn til Langkær, og vi fik hurtigt klager over at have hund. Men da Silke klarede alle de opgaver, hun skulle, uden problem, kontaktede jeg igen Trine og sagde, vi var klar til en generalprøve, som Silke også klarede perfekt. En uge efter tog vi den endelige prøve og Silke klarede det 1.000 gange bedre end mig. Og vi bestod!

Nu kunne verden bare komme an, for Silke måtte gerne komme med mig.

Jeg må indrømme, at jeg har haft rigtig svært ved alle de øjne, der følger os, når jeg har hende med i butikker, og jeg har det stadig svært, når en medarbejder kommer og siger, jeg ikke må have hund med i butikkerne – altså: ”hallo, kan du ikke se den blå vest?”.

Vi har stadig mange opgaver foran os, og jeg har stadig meget brug for støtten fra Silke. Hun skal for eksempel med mig, når jeg skal starte i noget nyt terapi med 11 andre personer, hvilket jeg bestemt ikke har det godt med. Men når bare jeg har hende med, så skal jeg nok klare det.

Hun mærker mig.

Hun mærker, når jeg bliver utryg og ked af det, og hun reagerer på det.
Jeg kan ikke forstille mig en verden uden hende.