Molly redder Lisbeths liv hver dag

malteser-molly

Note: Lisbeth gik desværre bort i 2022. Vi har dog valgt at lade hendes historie blive på siden, for at ære hendes minde. Molly var hendes ét og alt, og gjorde et fantastisk arbejde for Lisbeth, som desværre forlod os alt for tidligt. Vi kondolerer til Lisbeths kære.

Som certificeret psykiatrisk servicehund hjælper Molly hver dag sin ejer med at tage livsnødvendig medicin. Gennem træning har hun lært at advare sin ejer, når ejerens duft afslører en afvigende kemibalance i kroppen. Det giver Mollys ejer tryghed i hverdagen. Molly fortæller:

Da min Mor var barn var en førerhund den eneste form for servicehund, som var kendt. I dag er der heldigvis mange forskellige typer af os, som har det til fælles at vi hjælper vores mennesker.

Mor lider af panikangst. Hun har problemer med de anfald (som kaldes krise/koma) som hendes fysiske sygdom er skyld i og dem kan hun dø af, ret hurtigt, hvis hun ikke får det stoppet (med medicin). Hun er rædselsslagen for andre (fremmede) mennesker skal stå i situationen og ikke vide, hvad de skal gøre. Hun kan nemlig ikke selv kommunikere med folk, hvis anfaldet først er begyndt. Selvom hun har piller, indsprøjtning, beskrivelser, osv. i hendes taske, er det lidt omsonst når hun ikke kan fortælle det til folk.

Der kommer jeg ind. Jeg kan nemlig to ting:

  1. min evne
  2. min uddannelse

 

Jeg er uddannet psykiatrisk servicehund, fordi jeg passer på hende og sørger for, hun aldrig er alene og hun altid får den støtte, hun har brug for.

Er der folk som hun er usikker på, så stiller jeg mig imellem (selvom jeg ikke fylder ret meget) og er hun dårlig og intet overskud har, så holder jeg alt og alle væk fra hende.

Hvis hun er virkelig dårlig, så vil jeg KUN hende. End ikke en gåtur har jeg tid, lyst og lejlighed til. Jeg vil KUN passe på Mor.

Jeg kan desuden lugte, at hun bliver dårlig, INDEN hun bliver det, og har lært hende at forstå, når jeg siger det, så hun kan tage ekstra medicin. Så jeg redder hendes liv hver eneste dag. Og hendes panik anfald er faldet enormt meget, efter hun har fået min hjælp.

Denne evne har jeg faktisk selv opfanget (jeg er nemlig ret klog), og det var meningen, jeg skulle trænes i det med fysiske prøver, men blodprøver har vist, at jeg allerede nu har ret, og at det bare handler om, at Mor skal forstå mig og stole på mig. Dvs. jeg er altid med hende, når hun har fået taget prøver, og jeg har reageret, som prøverne har endt med at vise.

Jeg vækker hende også midt om natten, hvis jeg synes, hun lugter forkert. Hun har ingen alarm til at ringe mere, hun kalder mig hendes egen lille alarmhund, for jeg skal nok vække hende i god tid. HVER nat.

Før hun fik mig, fik hun antidepressiv medicin, det gør hun ikke mere, jeg er nemlig også hendes lille lykkepille. Hun har SÅ meget fornøjelse, glæde og gavn af mig og alt det, som jeg kan hjælpe hende med i hverdagen. Derfor er jeg altid sammen med Mor.

Jeg er med hos købmanden, med hos lægen, på sygehuset, ja, alle steder Mor kommer, for hun går altså ikke uden mig.

Der findes mange slags servicehunde. Fælles for os alle er, at vi bærer en vest, som vi har tjent.

En servicehund er to ting (som jeg ser det). Hunden har en ‘evne’, som beskrevet ovenover, og så har den en uddannelse. En servicehund er trænet til at begå sig i det offentlige rum, dvs. gennem træning har jeg lært at komme hos købmanden og begå mig, så jeg intet rører ved og ikke stikker snuden i alverdens ting, og faktisk kun koncentrerer mig om at føre Mor gennem situationen.

Loven giver mig lov, fremfor andre hunde, men altså kun fordi jeg har lært det gennem træning. En servicehund har gennemgået en masse træning og lærdom, samt har været igennem en certificering som betyder den er lovmæssig godkendt af f.eks. fødevarestyrelsen til at komme i butikker og på sygehuset. Den aktuelle lovgivning er hygiejnebekendtgørelsens §43.

Det er derfor vi servicehunde altid bærer en speciel vest, og vores ejer bærer et speciel ID, der beviser at vi er deres godkendte servicehund.

Normalt må man jo (selvfølgelig) ikke have en hund med ved købmanden og på sygehuset, men en servicehund må være næsten alle steder, og det er kun fordi ejeren ikke kan undvære hundens hjælp og støtte.

Jeg er lige så vigtig for Mor, som hendes medicin er. På samme måde som en kørestol er for en der ikke kan gå. Jeg er faktisk i lovens forstand et hjælpemiddel, selvom jeg er et levende væsen.

Picture of Koordinator, Trine Bargmann

Koordinator, Trine Bargmann

Har du spørgsmål til vores arbejde? Kontakt vores koodinator, Trine Bargmann.