Brugeroplevelser

Brugeroplevelser

Hvorfor er det egentlig at denne forening eksisterer? Svaret på dette spørgsmål er mangfoldigt, men kommer allerklarest til udtryk gennem vores brugers personlige beretninger. Vi er så heldige at modtage og kunne videreformidle nogle af disse beretninger.

Vil du gerne fortælle din og din hunds historie til verden? Fortæl om udfordringer, glæder, dejlige stunder, ikke så dejlige stunder og alt hvad der nu giver mening for dig at give videre. Ønsker du at være anonym offentliggør vi din historie i et fiktivt navn.

Send os en mail på mail@trinitas-st.dk og fortæl. Hvis du vil kan du også sende et par billeder og/eller en video med. Så vil vi hurtigst muligt lægge din historie op på siden her, så andre kan blive inspirerede.

 

“Kan du virkelig ikke se, hvad hun gør?”

En beretning fra Børge Big Jensen

“Jeg fik konstanteret og kom i psykiatrisk behandling for PTSD for knapt 3 år siden, efter gentagne overfald (hvor jeg blandt andet var blevet slået ned med en rollator og stukket med en skruetrækker ) af en beboer i forbindelsen med mit arbejde.

Få måneder senere fik jeg en cocker spaniel (en voksen tæve), der ret hurtigt fik en meget krævende adfærd. Når jeg begyndte at få flashback, blev hun meget opmærksomhedssøgende, hun vækkede mig om natten og når jeg under ingen omstændigheder magtede at komme udenfor min dør, stillede hun sig ved døren og peb. Når jeg så efter lang tid åbnede døren (fordi det kunne tage MEGET lang tid at finde overskuddet til at rejse sig og gå de 3 m. hen til døren), gik hun ikke ud for at tisse, men skyndte sig ud på fortovet og begyndte at gå. Og jeg var selvfølgelig nødt til at følge efter og det endte altid med, at vi på den måde havde gået en tur.

Jeg tog en snak med en hundetræner jeg kender, for jeg magtede virkelig ikke hendes adfærd og overvejede kraftigt at komme af med hende igen. Jeg fik blot spørgsmålet: “Kan du virkelig ikke se, hvad hun gør????”

Det tog mig noget tid at finde ud af, hvad Fanny reelt gjorde.
– Når jeg havde behov for at blive brudt i mit tankemylder, gjorde hun det.
– Når jeg var ved at få mine mareridt, vækkede hun mig.
– Når jeg trængte til at ”blive luftet” for ikke at isolere mig totalt, gjorde hun det.

Idag er hun trænet til at hjælpe mig i alle de situationer, der enten ”trigger” min PTSD eller som kan ende grimt pga. af PTSD. Altså foruden de ovennævnte ting, hjælper hun mig også med:
– Når jeg går på gaden og jeg møder mennesker, der lugter stærkt af medicin, går hun imellem og fører mig væk.
– Når jeg møder en mand på gaden, der bruger rollator, går hun imellem.
– Hvis jeg bliver ophidset, uanset af hvilken grund, går hun imellem, så jeg ikke reagerer voldeligt.

Igennem min gode ven hundetræneren fik jeg kontakt med foreningen Trinitas, der certificerer psykiatriske servicehunde og Fanny blev trænet/skolet, så hun kunne bestå certificeringen (det var nok mest mig, der havde behov for at blive trænet, hun kunne det faktisk godt). Det gjorde, at jeg i dag har en fuldt uddannet, trænet og certificeret PTSD-hund, der hjælper og støtter i mig i alle de situationer, hvor jeg har behov for hjælp.

Og nu kommer jeg til min pointe:
Trinitas er ikke en forrretnings-virsomhed, hvor det koster en formue at få certificeret/trænet en hund. Det er en forening, der består af nogle frivillige og af nogle dygtige professionelle hundetrænere, der forlanger et mindre vederlag for hjælp til træningen af hunden.
Så det behøves ikke at være forbeholdt de få, der har penge (eller som får en færdig uddannet temmelig dyr hund, med støtte fra Kommunen eller forskellige fonde), at få en PTSD-hund.
Gennem Trinitas fik jeg min egen hund certificeret og godkendt for meget små penge i forhold til, hvad det ellers vil koste.
Og tro mig, hun hjælper mig meget mere end cannabis-olie eller medicin.”

 

En beretning fra en rigtig fighter!

“For 11 år siden fik jeg pga. mit arbejde PTSD. Det udløste en depression og generaliseret angst. De første 7 år fik jeg ingen hjælp. Jeg følte jeg var alene i verden med det problem. Fordi de læger jeg var i kontakt med ikke viste hvordan de skulle behandle mig. Jeg var tit ved at give op. Sad i min sofa og kunne intet, kunne ikke gå ovenpå alene, kunne ikke gå ud i haven. For 2 år siden fik vi en labrador hvalp. De første 14 dage vi havde hende var min mand hjemme. Det lille kræ skulle jo ud, så meget langsomt kom jeg skridt efter skridt længere ud i haven. For 6 mdr. siden, kunne jeg pludselig hente post, være i forhaven alene. Jeg fik mere og mere kontakt med vores hund, hun fik mine tanker væk, ved at kræve kontakt når jeg havde det skidt. Jeg fik en støtte/ kontakt person, der via træning med bla. vores hund og mig er kommet så langt at jeg nu kan gå små alene tur med hende. Jeg ved hun passer på mig, når jeg bliver bange. Sidst jeg fik et angst anfald på en gå tur, hoppede hun op af mig og fik mig ned på jorden og sidde. Hun kom derefter tæt på mig og jeg blev tryg.Jeg kunne efter 5 min. komme videre på vores tur hjem. Det kræver at jeg træner hverdag selvom det ikke altid er let at komme ud af døren. En dag der misses gør det sværere næste gang. Når jeg går med hende forstår folk ikke at hun ikke vil snakkes med. Jeg siger hver gang. Hun passer på mig og vil ikke i kontakt med andre mennesker. Ikke at hun er bange eller aggressiv, hun har bare 100% fokus på mig. Hun har bla. fået flere af mine sikkerheds strategier væk. Jeg vil sige det sådan hun blev min redning, jeg fik mod på at leve og ikke kun overleve. Hun er det bedste der er sket for mig, Jeg håber min lille historie kan får folk til at forstå hvor vigtigt dette er for bla. os med PTSD og angst, at vi via vores hunde kan komme videre. Det findes faktisk en rigtig dejlig verden udenfor. Den er jeg begyndt at snuse til. Jeg ved godt det lyder let, det er det bestemt ikke. En lille gå tur er som at løbe en maraton. Men det gør ikke noget, det er det hele værd.

Der er lys for enden af tunnellen.

Sidder du i samme situation, så opgiv ikke håbet. Jeg kunne så kan du også.”

 

Jane og Mathilde’s historie

Jane Brohus har været ude for en trafik ulykke der har og har haft store konsekvenser. Her fortæller hun om hvordan hendes hund Mathilde har støttet hende. Mange tak for at du vil dele din historie med os Jane!

Læsehunden Gulla

Trinitas havde et samarbejde med Aarhus Friskole, hvor vi over en periode havde Schaeferhunden Gulla ude på skolen. 3 friske drenge læste op for Gulla et par gange om ugen. Det var fantastisk at se hvordan deres motivation for at læse steg. Her kan i se en lille video der illustrerer forløbet. Vi siger mange tak for samarbejdet hidtil.

Marley – Trinitas servicehund

Jeg overvejede for 5 år siden at få en hund. For at være sikker på jeg var klar til det, og kunne tage ordentlig vare på en hund, passede jeg min lillebrors hund i alle ferier. Ofte 2-3 uger af gangen.

Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg fik mildere PTSD symptomer når jeg passede hunden. Jeg sov væsentlig bedre, og jeg blev beroliget både om dagen og om natten. Jeg fik lettere ved at gå på gaden, og jeg var generelt gladere og tryggere. Derfor undersøgte jeg, om jeg kunne få en servicehund.

På det tidspunkt var det umuligt. Jeg blev derfor anbefalet at købe min egen hund, og gå til almindelig træning med den.

Jeg købte min hund Marley, og han viste sig at være en kæmpe gave og hjælp for mig fra første dag jeg havde ham. Jeg tog ham med overalt, og jeg oplevede en positiv forandring i min hverdag. Det blev min vigtigste opgave at sørge for Marley, og træne ham op til at blive en velfungerende og glad hund. Samtidig gav det mig så utrolig meget igen;
Da Marley var 1/2 år reddede han mit liv 2 gange ved at afværge selvmord! Jeg har lovet ham, at der kommer jeg aldrig hen igen. Jeg lærte dermed, at jeg havde et ansvar overfor ham, og han gav mig noget at leve for. Det gav mig et utrolig stærk bånd til ham. Marley lærte ret hurtigt at hjælpe mig under flashback og angstanfald. Han lærte at hente hjælp, og han lærte at aflede mig når et flashback var på vej. Jeg fandt tilfældigt ud af, at han var meget dygtig til at finde vej, det er jeg ikke ret god til, og derfor er det en meget vigtig funktion for mig at han kan orientere sig så godt som han kan.

Jeg har i mange år ikke kunnet gå i supermarkeder, på cafe, på museer og lign. Jeg er afhængig af at have Marley med, og han var ikke velkommen de steder.

Mit liv var indrettet 100% efter hvor Marley måtte komme med ind.
Jeg blev efter nogle år godkendt til at få Marley trænet op til servicehund hos Trinitas. Det gav mig pludselig et håb om, at min hverdag kunne blive væsentlig lettere, og jeg kunne blive mere selvhjulpen i kraft af at Marley blev uddannet til servicehund.

Jeg gik igang med træningen, og det blev en proces hvor jeg virkelig opdagede hvor meget Marley kunne og forstod. Vores tætte bånd der blev styrket endnu mere under træningen, og jeg lærte, at jeg kan aflæse hvordan jeg selv har det ved at kigge på Marley. Hvis han er træt eller stresset, så er jeg det også, han er en meget god målestok for hvordan jeg
selv har det, og det er gavnligt for mig, da jeg ikke har så god en fornemmelse for mig selv.

Jeg lærte igennem træningen at fokusere endnu mere på Marleys og mit samarbejde, og jeg lærte mere om mine egne grænser og behov.
Det gør, at jeg i dag er meget bedre i stand til, at tage vare på mig selv og reagere på mine egne basale behov.

Da Marley blev færdiguddannet til servicehund, havde jeg pludselig muligheden for at gøre nogle af de ting jeg ikke kunne før. Jeg kan nu selv handle ind, og jeg er også begyndt at gå på cafe, jeg har fået mere mod på at
komme ud, og har nu muligheden for, at deltage i ting jeg ikke magtede før, fordi Marley ikke kunne komme med. Det har åbnet nogle muligheder for at klare mig selv bedre og på ligefod med andre mennesker.

Den proces det har været at få Marley og få ham trænet op, har haft en utrolig stor betydning for mig, jeg er blevet mere selvhjulpen, jeg tør meget mere, og jeg er flyttet i egen bolig efter at have boet 14 år på bosteder og i bofællesskab. Det havde jeg ikke kunnet uden Marley, og uden han var
blevet uddannet til servicehund.

 

Trinitas – en personlig anbefaling

Jeg er krigsveteran fra det danske Forsvar og har svær PTSD.
Min hverdag er præget af angst, dårlig søvn, at være kampberedt og isolation.

Her kommer min psykiatriske servicehund mig til stor gavn.
Jeg kan nu komme ud at handle i korte intervaller samt får trænet mine sociale funktioner på mine mange gåture med hunden.

Når jeg overvældes af tankemylder og flash backs udløser det, hos mig, vrede og angst. Her er hunden en utrolig stor støtte til at komme tilbage og få ro på. Dette gælder både ude og hjemme. Jeg havde allerede hunden da jeg henvendte mig til Trinitas. De kompetente folk i Trinitas tog sig af at søge de fornødne midler til at få hunden oplært som servicehund.
Selv sørgede jeg for at hunden fik de sundhedsundersøgelser der skulle til for at fastslå at hunden var egnet. Derefter blev hunden testet mentalt og så kunne den endelige træning gå igang.

Der kom en dygtig træner hjem til mig og vi trænede i mit nærområde, hvilket var den eneste mulighed for mig, da alt nyt og fremmede gør mig mistænksom og agtpågivende. Trinitas arbejder også på at få god kontakt til relevante firmaer/butikker i lokalområdet, så vi mødte heldigvis stor forståelse og velvillighed fra de lokale butikker, hvor vi kunne træne de
nødvendige færdigheder.

Den endelige test skulle beståes i en fremmed by med ukendte butikker og mange mennesker. Hunden bestod med bravour og kun takket være hundens støtte, kom jeg også igennem. Hunden giver mig, foruden stor glæde, en ro og regelmæssighed i min hverdag og bidrager i stor stil til en forbedret ADL samt livskvalitet.

Stor ros til Trinitas, som har forståelse, kompetance og ro til at få mig videre fra det sorte hul som jeg befandt mig i før hunden fik den rette uddannelse.
Trinitas har været uundværlige og er som forening kompetent med god behovsforståelse for alle parter, også økonomisk.

 

Mit liv med servicehund

Jeg var en helt ”normal” pige som lige havde bestået min uddannelse og endda havde fået min egen afdeling i den butik hvor jeg var i lære, da hele min verden kolapsede og jeg gik ned med voldsom socialforbi. Dengang boede jeg alene i en lejlighed på 1 sal og kunne ikke engang gå ned at ”min private” trappe for at tømme postkassen. Jeg fandt min baby, Silke, halvanden måned efter og da jeg ingen have havde var jeg tvunget til at skulle ud min 3 gange om dagen med hende. Stille og roligt lærte jeg, med hjælp fra Silke, at komme ud i den virkelige verden igen og jeg blev meget hurtigt afhængig af hende.

Da silke var knap 2 år blev jeg gravid første gang, og da min søn blev født blev Silke verdens bedste ”storesøster”. Senere hen har jeg også fået en datter som silke tog lige så godt imod.

Silke er min bedste ven og min første baby og jeg kan og vil for intet i verden undvære hende. Hun er der når jeg bryder sammen i gråd og hun er der når jeg græder af grin. Hun giver min hverdag så meget lys og glæde.
Da jeg mødte børnenes far, mente han at det ville være nemmere at finde en lejlighed uden hund, men han fik pænt af vide at jeg hellere ville undvære ham end hende. Bare for at give en billede af hvor vigtig hun er.
Hun har været med mig, da jeg begyndte at tage bussen på små ture og hun har været med alle steder hvor jeg har måtte have hende.

I 2015 var vi tvunget til at flytte fra vores rækkehus da der var skimmelsvamp i vinduerne og vores eneste mulighed var at flytte i en lejlighed i Langkærparken hvor man absolut ikke må have hund.
Jeg var knust og græde færdig, bare tanken om at skulle leve mit liv uden Silke gjorde, at jeg slet ikke kunne hænge sammen og jeg overvejede at blive i rækkehuset, mens min mand og børn kunne flytte. Men heldigvis fandt min mand Trinitas’ hjemmeside. Vi kontaktede Trine og hun kom kort efter ud og hilste på mig og Silke. Ved besøget havde Trine en service vest med til Silke, så vi kunne begynde at træne, at komme i fødevarebutikker, som hun ikke har kunne være med i før. Vi begav os endda i Bilka, alene, hvilket var første gang siden jeg blev syg. Alt træningen gik som en drøn, Silke brilierede og gjorde præcis som hun skulle.

Jeg flyttede med min mand og børn til langkær og vi fik hurtigt klager over at have hund. Men da Silke klarede alle de opgaver hun skulle, uden problem, kontaktede jeg igen Trine og sagde vi var klar til en generalprøve, som Silke også klarede perfekt. En uge efter tog vi den endelige prøve og Silke klarede det 1000 gange bedre end mig. Og vi bestod !

Nu kunne verden bare komme an, for Silke måtte gerne komme med mig.
Jeg må indrømme, at jeg har haft rigtig svært ved alle de øjne der følger os når jeg har hende med i butikker og jeg har det stadig svært når en medarbejder kommer og siger jeg ikke må have hund med i butikkerne – altså hallo , kan du ikke se den blå vest ?

Vi har stadig mange opgaver foran os, og jeg har stadig meget brug for støtten fra Silke. Hun skal fx med mig, når jeg skal starte i noget nyt terapi noget, med 11 andre personer, hvilket jeg bestemt ikke har det godt med. Men når bare jeg har hende med så skal jeg nok klare det. Hun mærker mig. Hun mærker når jeg bliver utryg og ked af det og hun reagere på det. Jeg kan ikke forstille mig en verden uden hende og vi kommer til at være medlem af Trinitas til den dag hun ikke er her mere.

 

Min tryghed, tro følgesvend og store hjælp i hverdagen

Min tryghed, tro følgesvend og store hjælp i hverdagen – med andre ord: Min psykiatriske servicehund

Min PTSD-lignende sygdom har vendt op og ned på mit liv. Fra at have massevis af uddannelse, at have rejst det halve af jorden rundt flere gange, at have fine jobs og godt på vej op ad karrierestigen, og så til ikke at kunne bestride et job og for den sags skyld ikke at kunne have et normalt socialt liv pga min psykiske sygdom, det føles som to verdener og som en fortælling om to forskellige mennesker. Men det er sådan, det er for mig.

Jeg er gået psykisk i stykker, og medicin, psykolog, psykiater mv., kan ikke rigtigt hjælpe mig med at få det bedre igen, sådan for alvor. Det er svært at forstå for andre mennesker, og måske heller ikke at forvente. Men min hund forstår mig, og hun er godt på vej til at blive færdiguddannet psykiatrisk servicehund! Jeg kan mærke, at jo mere hun lærer, jo mere jeg lærer, jo mere vi lærer sammen, jo større en hjælp er hun hver eneste dag. Hun er ikke “bare” en hund, men mine mentale krykker, som giver øget tryghed og livskvalitet hver eneste dag.

Det er så trygt at have min hund ved mig. Det er:

  • ok at gå på café med en veninde  – noget der var uendelig svært før.
  • ok at gå tur i nærområdet – noget jeg ikke kunne lide før, da jeg ikke bryder mig om at møde folk. Nu er det min hund, der er i centrum, hvis vi møder nogen.
  • ligefrem dejligt at være i skoven – roen er vidunderlig, og min hund sørger for trygheden. Vi er i skoven hver dag.
  • meget bedre at sove. Er der for mange flashbacks, så er hun der, og ligger sig tæt op ad mig.
  • rigtig træls at være grådlabil, men når min hund kommer og trøster mig, så går det hurtigere over. En slags trøst som et menneske ikke kan give.
  • svært, når jeg er på vej til at få angst, men så kommer hun og henter mig. Hun kan finde på at komme med legetøj, og så skal vi lege. Hun prøver at få mig væk fra det trælse mønster. Et mønster som ellers kunne få mig til at “grave mig helt ned” før. Nu er dykket mindre og korterevarigt.
  • opslidende, når jeg skal til møder med sagsbehandler og lign., men så er hun der, lige ved min side og med fuldt fokus på mig. Hun er tydeligt indstillet på, at det skal vi klare sammen. Og hun er der før, under og efter. Belastningen er meget mindre, når vi er to til at dele den.
  • blevet lettere at leve. Hun har jo altid brug for mig, og jeg er der for hende, men det er nærmest ingenting i forhold til hvor stor en mental støtte, hun er for mig.

Hun er altid med mig. Vores bånd bliver tættere hver eneste dag. Jeg forstår hende (tror jeg), og hun forstår mig og min sygdom bedre og bedre. Hvis ikke hun er velkommen, så kommer jeg ikke. Heldigvis møder jeg stor forståelse for, at jeg har brug for at have hende med. Og Trinitas servicehundevesten gør jo selvfølgelig, at jeg kan have hende med med loven på min side. Det er fantastisk.

Vi træner sammen flere gange om ugen. Det er i sig selv en god øvelse for min koncentration mv. Vi træner hjemme i haven, men også i offentlige parker, på træningspladser og i byen. Vi træner også sammen med andre mennesker og hunde. Uden hende ville jeg have svært ved bare at være der blandt folk. Hun gør oveni købet, at jeg til tider kan smile og nyde at være der sammen med hende og endda finde på at snakke med andre mennesker.

Vi kommer også på plejehjem som besøgshund. Det er muligt for mig, fordi fokus er på hende og ikke på mig. Jeg kunne aldrig være besøgsven, men hundebesøgene, hvor de ældre kender hundens navn og ikke mig, det kan jeg. Det er muligt i kraft af det “filter” der er mellem de ældre og mig, nemlig min dejlige hund, som er social, når det er det, der er opgaven. Hun er samtidig min hjælper. Hun er opmærksom på mig, uanset hendes udadrettede opgave på plejehjemmet. Hun kan så meget.

Jeg ser frem til at hun bliver certificeret, og til at vi klarer hverdagen sammen igennem de næste mange år. Denne optimisme er mulig pga Trinitas og vores gode hundetræner, som hjælper med systematisering i  hundetræningen, og som giver råd og vejledning til de sværeste ting at træne, når jeg ikke selv kan overskue det.

 

Endnu en dejlig beretning:

Kære bestyrelse
Jeg synes, at jeg vil sende jer en lille nytårs hilsen, og takke for jeres store
arbejde, hvor der sikkert er gode oplevelser og dårlige oplevelser.
Hvis I ikke havde stablet denne forening på benene, havde jeg aldrig og
mener aldrig fået denne store livskvalitet, som jeg har opnået at få, efter
jeg fik Buller. Nu har jeg haft Buller i 13 måneder og har den dag i dag,
har jeg svært ved at forstå, at mit liv, er blevet så meget bedre.
Tænk at jeg kan:

  •  Snakke normalt
  •  Stort set ingen ufrivillige bevægelser
  •  Er ikke bange for at gå i mørke
  •  Kigger mig aldrig nervøst over skulderen
  •  Bliver ikke forskrækket mere
  •  Er begyndt at lave varm mad til mig selv
  •  Kan overskue meget mere
  •  Er mere glad i hverdagen
  •  Kan holde til at være på weekendture, uden at skulle hvile og kunne være social
  • Tabt mig 8 kg
  •  Får ofte gået 1,5 til 2 timer hver dag.
  •  Jeg bliver ikke så let sur
  •  Jeg går i tøjforretninger selv og har overskud til at vælge tøj, uden at tage det første og bedste
  • Har droppet min aftensmedicin

Der er sikkert andre ting, som jeg ikke husker. Tænk sig, at alt det har
Buller udrettet, men uden jeres forening, havde jeg aldrig fået Buller.
Måske at det ovenstående kan beholde jeres gejst til, at lave dette store
arbejde, som det uden tvivl er, at drive foreningen. Jeg er i hvert fald dybt
taknemlig for jeres store indsats.